HIMLEN KALDER JORDEN

I foyeren på Krudttønden på Østerbro er der proppet med unger i forskellige størrelser. Den ene har flere spørgsmål end den anden. Nogen skal lige nå og tisse af, nogen skal lige drikke al vandet i deres drikkedunk, og andre skal lige nå at lege fangeleg. Teater Hund & Co. har slået dørene op og kalder himlen ned til jorden. En lille pige med bølget hår spørger hvad jeg hedder og hvad jeg skal. Jeg prøver at forklare, hvad jeg skal, hun lytter ivrigt og udbryder bagefter at hun har fødselsdag i morgen. Tillykke, siger jeg og et øjeblik efter bliver rollingerne kaldt til samling, så forestillingen kan begynde.

På scenen sidder en dreng og sover. Eller i virkeligheden er han vel en mand, han er i hvert fald voksen. Hans far og mor bor på en sky i himlen og bliver hurtigt enige om, at sønnike slet ikke ser glad ud. Jens er en meget forsigtig fyr, der gerne vil have tjek på det hele. Han er slet ikke sig selv, slet ikke som han plejede. Far og mor mener ikke, at der er noget at gå og være bange for. Livet er slet ikke så farligt. Jens har desværre bare glemt, hvordan man leger, og så er han rædselsslagen for at skulle gå baglæns, det er jo sindssygt farligt, at man ikke kan se, hvor man er på vej hen.

Alt kan ske – og det gør det. Far og mor kommer på et himmelsk visit. Der bliver vendt op og ned på scenografien, den bryder op og bryder ud. Der er fart over feltet og overgearede forældre, som ivrigt prøver at lære Jens at lege. De er simpelthen nødt til at lære ham at finde sin egen vej. Folmer Gry Kristensen og Anne Abbednæs spiller far og mor. Jeppe Ellegaard Marling spiller den lidt akavede Jens, der får alle ungerne til at sprudle af grin, da han genfinder lege-glæden. Skuespillerne er nærværende, både i deres blikke og deres mimik. Jeg bliver enormt glad af at iagttage dem.

Forestillingen er lavet frit efter Ulf Starks bog ”När jag besökte himlen”, varer cirka 50 minutter og efterlader sit publikum med et kæmpe smil på læben. Det var ikke kun de yngste i publikummet der grinte, nogle gange overdøvede voksenlatteren endda børnelatteren.

’Himlen kalder jorden’ er absolut en forestilling for hele familien og hvis du ikke kender nogle søde børn, kan du altså sagtens tage en sød voksen med i stedet for. Teater Hund & Co. kalder alle, både dem der kan lide at lege og dem der har brug for at blive mindet om, hvordan man gør.

Teater Hund og Co. er rykket ind på Østerbro, hvor de i dagtimerne spiller børneteater i Krudttønden.
Methe Bendix har dramatisereret Ulf Starks fortælling "När jag besökte himlen" under titlen HIMLEN KALDER JORDEN og har selv iscenesat denne co-produktion med Teatret Masken. Det er der kommet en kær lille forestilling på ca. 45 minutter ud af.

Jeppe Ellegaard Marling fra TV-serien "Doggystyle" er et sympatisk bekendtskab i hovedrollen som drengen Jens, der helst holder sig indendøre. Jens har nemlig mistet begge sine forældre og livet udenfor skræmmer ham efterhånden så meget, at han glemmer at lege. Det ser hans forældre fra deres milde himmel og beslutter sig for at besøge ham.

Folmer Gry Kristensen og Anne Abbednæs er nuttede som de legesyge forældre, der viser deres dreng vigtigheden af at lege, således at han også selv får redskaber til åbne sin fantasi, så han aldrig er alene.

Christian Q. Clausen smågeniale scenografi bryder helt konkret hjemmets trygge rammer og og åbner dermed en helt ny verden parat til at blive udforsket.

Methe Bendix har tilsyneladende ladet sig inspirere af Hollywood-film som "Heaven Can Wait", "Here Comes Mr. Jordan" og "Mød mig på Cassiopeia", og rent musikalsk får vi en lille hilsen til "The Wizard of Oz", hvori en purung Judy Garland sang "Over the Rainbow" til Oscar-triumf.

HIMLEN KALDER JORDEN fremstår som en velkommen gave til beboerne på Østerbro og ungerne elsker Jeppe Ellegaard Marlings Jens, hvis kropssprog og livslyst forløses for vore øjne.

HIMLEN KALDER JORDEN vil være en opløftende oplevelse for de 5 til 10 årige, og deres glæde vil utvivlsomt også smitte forældre og bedsteforældre.

En svimlende himmelfart
Med nænsomhed, kontant komik og tillid til publikum tager 'Himlen kalder Jorden' to svære temaer op.

Tjek-tjek dobbelttjek, og så en gang til for en sikkerheds skyld.

Det er skægt, når unge Jens omhyggeligt lukker vinduet tæt til, trækker gardinerne for og sørger for, at at døren er forsvarligt låst. Men det bliver endnu sjovere, når han forklarer, at det er klogt og fornuftigt at spænde sig fast til stolen med en sikkerhedssele, når man sidder ved bordet. Man kan jo komme til at ryge ned særlig, hvis man som Jens sover på stolen, og bordkanten er skarp og farlig.

Det gælder egentlig hele livet set med Jens' øjne. Derfor er det med sikkerheden tydeligvis vigtigt for ham, og selv om det er morsomt, så er det også dybt alvorligt. Det er faktisk komme til at fylde så meget i hans tilværelse, at der ikke er plads til andet. Det ser hans afdøde forældre på med stigende bekymring fra deres plads i Himlen, og de beslutter at gribe ind. Det går ikke stille af. Men først skal de lige have Jens lokket ud af sit selvbestaltede fængsel og sendt til Himmels.

Det kræver list og en mere eller mindre død svale, hvis kvidren blot er en af de lækre lydkulisser, der er med til at give forestillingen liv og nærvær. Manøvren lykkes selvfølgelig, og Jens genser til sin store overraskelse og glæde sine forældre. Men forstår ham godt, for Anne Abbednæs og Folmer Gry Kristensen er et elskeligt komisk par, der møver rundt fulde af al den energi, der lader til helt at have forladt deres søn. Han er i mere end gode hænder hos Jeppe Ellegaard Marling.

Med sit levende blik holder han tæt kontakt med publikum og kommenterer uden ord sin fars og mors lettere aparte optræden. Han er ikke umiddelbart begejstret for deres ihærdige - om end lovligt sene - forsøg på, at få ham til at tro på sig selv og leve livet. De er sikre på, at legen er vejen, men det går noget trægt. Til gengæld er det herligt underholdende at overvære deres påfund og krumspring til lands og til vands med lynhurtige, lydløse sceneskift.

Missionen fuldført

Man får en klar fornemmelse af, at forældrene næppe har skejet lige så meget ud med skæg og ballade i levende live, som de gør nu. Måske er det lidt af forklaringen på sønnens overdrevent forsigtige adfærd. Nu nyder hans far og mor også selv helt åbenlyst at kaste sig ud i vilde lege og at lade fantasien råde. Samtidig slipper især hans mor ikke et sekund målet af syne. Det drejer sig om at få Jens tilbage på sporet og til igen at turde leve livet.

Men Jens er hårdnakket skeptisk og vil hellere rydde op end at lege. "Han er ikke med", råbehvisker moren til faren og hun foreslår, at Jens skal styre legen. Det virker. Pludselig tør han godt overskride sine grænser og kaste sig ud i halsbrækkende udfordringer som at køre for fulde gardiner rundt på scenen liggende på et bræt.

Skiftet fra indadvendt til dumdristig bliver troværdigt, fordi Jeppe Ellegaard Marlings vitale kropslige spil og nærværende mimik synligt udvikler sig i takt med sjælens frigørelse.

Missionen er fuldført, og forældrene drager igen tilbage, hvor de kom fra. Efter den svimlende himmelfart står Jens nu alene står tilbage. Men han er fuld af mod på livet og energi til at kontakte sin gamle ven og legekammerat Peter. Mens publikum har oplevet, hvordan ængstelse og modløshed måske godt kan overkommes.

Det er modigt af de tre teatre bag 'Himlen kalder Jorden' at tage to svære temaer som social forbi og det faktum, at vi skal miste vores forældre, op i en og samme forestilling. Men det sker med stor nænsomhed, kontant komik og tillid til, at børn kan magte mere, end voksne tit tror. Ved premieren bekræftede tilskuerne i forestillingens aldersgruppe da også, at teatrene har set rigtigt.

Af: Randi K. Pedersen