TAM / TYK / TATOVERET

Vi har alle et forhold til kroppen. Vores egen og de andres. Fuldendt intimforestilling bringer kroppene tæt på os, og flytter vores blikke på dem.

”Fede kælling”, hvisler Dya Hauch ud af døren til det lillebitte toilet, hvor vi seks tilskuere klemmer os sammen med hende, mens hun levendegør en af karaktererne i Kunstnerkollektivets Lux Lux Lux og Teater Hunds skrøbelige, smertende og sødmefuldt sjove samproduktion om kroppe og blikke, TAM / TYK / TATOVERET.
Teater Hund deler lidt endnu lokaler med Teater FÅR302 i den lille skæve lejlighed i Toldbodgade bag Nyhavn, og i denne vandreforestilling er scenerummet bragt til live som netop en lejlighed. Vandreforestilling er måske at overdrive de få skridt, vi tripper mellem hver destination, men de små bevægelser integrerer os i fortællingen i dobbeltrollen som gæster og voyeurer til de skæbnefortællinger, der udfoldes helt tæt på vores kroppe.

Den fede kælling er Tina, der bruger ironisk kækhed som våben, når folk, der forveksler kilo med intelligens, foragter hendes krop med lede bemærkninger og elevatorblikke. Men Tina er også kvinden, der hengivent nyder sex med sin ”ven med fryns”, når rollen går videre til Karin Bang Heinemeier og Thomas Bentin i soveværelset. Hun er tanken og munden, der taler, mens han er kroppen, der snor sig omkring hende. Det er sublimt udført, hvad enten de er Tina, den gamle kvinde med de mange elskere og den blide stemme, den unge med angst for sex, eller skleroseramte Camilla i forestillingens mest skræmmende mareridtsscene.

”Flyt det ben, Camilla”, genlyder hendes desperate råb i vores ører og gentages kort efter bag døren til stuen, hvor Camillas historie siden fortsætter i et lysere leje. Anne Vester Høyer og Wahid Sui Mahmoud giver den sensuelle, gamle kvinde flere nuancer og folder med flamboyant bravour også den plasticopererede Helle ud. Hende mødte vi først ude i køkkenet, hvor hun havde følgeskab af bodybuilderen, der gavmildt delte ud af sin proteinbombe, blendet kylling. Mums – og fint orkestreret op mod Tina med (den anden) spiseforstyrrelse. Begge har de et hul, der nok ikke sidder i maven, men alligevel bliver midlertidigt fyldt af fedtemadder og monstrøse mængder af protein.

Ind og ud mellem hinanden, fra rum til rum, i replik efter replik fletter karaktererne sig sammen i Petrea Søe og Trine Wisbechs rytmiske tekst, der bruger gentagelsen som form, som ledemotiv, som metafor for livets og selvets omgang med kroppen. Teksten er baseret på interview med mennesker, hvis kroppe er afsæt for en fortælling. Deres ord er bevaret direkte i teksten, men det gentagende greb, der forlænges i ekko, når to skuespillere deler en karakter, giver autenticiteten et poetisk løft, der intimt hviskende og storbralrende sniger sig ind i vores hjerter. Det er nænsomt, men insisterende. Det er hverdagssnak og løse minder, men samler sig med dramaturgisk præcision og musikalsk instruktion til en kunstnerisk refleksion over den konkrete krop og alle dens konnotationer.

TAM / TYK / TATOVERET kræver en smule af tilskuerne, der skal gå med på kontrakten om at bevæge sig rundt i lejligheden, svare på enkelte spørgsmål og holde lidt i hånd. Har man mod på det, venter en særlig oplevelse, hvor form og indhold finder hinanden, og fem fremragende skuespillere er helt tæt på, holder øjenkontakten, ligger plaider på vores knæ, koketterer indsmigrende og blidt insisterer på, at kroppe kan fortælle.

Jeg smilede over hele ansigtet, da jeg tidligere i aftes cyklede hjem fra Teater Hund og Co., og mine mundvige er endnu ikke faldet helt tilbage på plads endnu. TAM / TYK / TATOVERET er en varm, munter og alvorlig vandreforestilling om krop, udseende, og vores blikke på dem, vi ikke kender endnu.

Det er baseret på interviews, at Kunstnerkollektivet LUX LUX LUX og Teater Hund og Co. har skabt forestillingen. Skuespillerne har interviewet forskellige rigtige mennesker med forskellige kroppe, og ud af det er der kommet en yderst levende og intim forestilling om at være tyk, tynd, syg, plastikopereret, tatoveret, menneske.

De medvirkende, Karin Bang Heinemeier, Thomas Bentin, Anne Vester Høyer, Wahid Sui Mahmoud og Dya Hauch, møder os i den lille bar, hvor vi venter på, at forestillingen skal begynde. Den begynder dér, midt i en afslappet atmosfære af snak og øl. ”Hej, jeg er Bror”, siger de, og går rundt og hilser på publikum. De tager os med ad en stejl trappe op til en lille illuderet lejlighed, som udgør scenen. Vi deles ind i mindre grupper og inviteres ind i alle lejlighedens rum – også de mest private!

For mig begynder vandringen i soveværelset, hvor Karin Bang Heinemeier og Thomas Bentin tager imod os som Bror, en mand tatoveret i fire lag på hele kroppen. Begge giver de krop og stemme til denne mand, og synkront ifører de sig en morgenkåbe og sætter sig på sengekanten, og nu giver de krop til en tyk kvinde. Hun er endelig begyndt at elske sin krop og har en ”ven med fryns”, som hun kalder ham, for han er ikke interesseret i et forhold, men de dyrker sex med hinanden, og det er dejligt. De to skuespillere er begge kropsligt stærke, og dette gøres der brug af. De ruller kontrolleret rundt i sengen indviklet i hinanden, han løfter hende rundt, og der skabes et meget fint billede af to mennesker, der har sex. De to skuespillere supplerer hinanden særdeles godt.

Senere præsenteres vi for en ung kvinde, som ikke længere kender sine egne grænser, som har glemt, hvordan man siger nej. Thomas Bentin ligger på gulvet med lukkede øjne, spredte ben og åben mund, mens Karin Bang Heinemeier fortæller om, hvordan hun oplever at blive set på af mænd som en eller anden sexdukke, som de kan udleve deres pornografiske fantasier med.

Senere præsenteres vi for en kvinde, som er blevet ramt af sclerose. ”Flyt så det ben. Flyt så det ben” gentager hun, men det vil ikke. Hun kravler i seng, men sengen forvandler sig til en pøl af vand, som hun kæmper for ikke at drukne i. Hun er tidligere dykker og befinder sig midt i sit livs mareridt, illustreret på fineste vis i en genialt udtænkt scenografi.

Turen går derefter til stuen, hvor Anne Vester Høyer og Wahid Sui Mahmoud venter. Vi er nogle, der bliver placeret i en lille hjørnesofa. Jeg bliver tilbudt et tæppe, og der bliver sendt skumfiduser og saltstænger rundt. Herinde møder vi blandt andre en kvinde, som har fået utallige plastikoperationer, for sex sælger, og hun lever af at sælge ting. Og hun skammer sig ikke, trods skeptiske kommentarer fra familie og venner. Dem griner hun bare af!

I stuen møder vi også endnu engang den scleroseramte kvinde, som nu taler om, hvordan hun har taget initiativ til at mødes med andre syge mennesker. Det var ingen god oplevelse, det rene freakshow, beskriver hun det som. Anne Vester Høyer trækker puder og tæpper op under trøjen, så hun får sig en pukkelryg, og putter et par planter under armene. Forvandlet til en af disse freaks stiller hun sig op på det lille sofabord og brøler som et monster.

Wahid Sui Mahmoud klemmer sig ned i sofaen mellem min sidemand og jeg: ”Kender I to hinanden?” spørger han. Vi ryster lidt perplekse på hovedet. ”Så skal I da lige snakke lidt sammen!”. De to skuespillere i dette rum supplerer også hinanden fint, dog var det min oplevelse, at Wahid Sui Mahmoud sommetider havde svært ved at følge med på hendes niveau af energi og nærvær, der denne aften var helt i top. Måske det for Wahids vedkommende blot var et spørgsmål om premierenerver.

Der udveksles en del blikke, da vi syv personer sendes ind på et lille bitte toilet. Kan det virkelig være rigtigt? Hvordan skal der blive plads til skuespilleren? Men Dya Hauch klemmer sig også indenfor, kigger på os og spørger, om vi er okay. Det er vi. Den tykke kvinde igen. Hun er blevet råbt af af en lastbilschauffør, som ville have hende til at bakke. Dya stikker hovedet ud af toiletdøren: ”Fede kælling! Fede so! Elefant! Flodhest!”

I køkkenet placeres vi på små skamler og møder en bodybuilder. Han spiser og spiser og spiser, bruger fire timer dagligt på at spise. Mest kylling. Når det bliver for meget, blender han det. Og det står skuespiller Dya Hauch og drikker, blendet kylling, imens hun taler om, hvordan det slet ikke er sundt, men hvordan det der med træningen vist startede efter forældrenes skilsmisse.

Da forestillingen foregår i en lille lejlighed, kan man mange gange høre, hvad der foregår på den anden side af væggen. Dette er dog noget, som man hurtigt vænner sig til, og de gange, hvor lyden fra et af de andre rum bliver meget høj, ja, så griber skuespillerne det blot, og det inkorporeres i scenen.

For alle fem skuespillere gjaldt det, at de var tilstede med et enormt nærvær, hvad der gjorde det til en meget varm og tryg oplevelse, trods der var flere grænseoverskridende elementer med i forestillingen. Rummene var små, så vi kom fysisk tæt på hinanden, specielt på det lille toilet eller i den lille hjørnesofa. Vi blev talt til, stillet spørgsmål, og det var på den måde ikke kun skuespillerne, som var sat til skue. I stuen blev vi opfordret til at snakke med hinanden, og i køkkenet var vi nogle, som blev tilbudt at drikke blendet kylling.

Der blev overskredet grænser, men på grund af den gode kontakt skuespillere og publikum imellem, blev det på intet tidspunkt ubehageligt – i hvert fald ikke mere, end vi kunne tåle!

Forestillingen er en vandreforestilling, hvad der kræver lidt mere af publikum end en typisk teaterforestilling. Vi måtte selv bevæge os rundt i lejligheden og sommetider måtte vi stå op og overvære scenerne. Der blev dog gjort alt for, at alle kunne være med. En kvinde med krykker slap eksempelvis for de stejle trapper og blev hjulpet op i lejligheden af en anden vej.

TAM / TYK / TATOVERET spiller indtil den 1. juni, og du kan også opleve forestillingen under CPH STAGE, hvor den er udvalgt til at være et af årets highlights – og med god grund! Denne forestilling har du ikke lyst til at gå glip af.

Vi ser på os selv med andres øjne. Vi kigger på hinanden. Vi kigger på os selv. Vi ligner hinanden og så alligevel ikke. Vi har rigtig mange ting til fælles og ting der skiller os ad, men vi har alle sammen kroppe. Kroppe der fortæller historier, historier som vi ikke altid selv er herre over. Nogle gange er vi ikke engang herre over vores egne kroppe… Og så har vi alle sammen fordomme om andre, hvad end vi tør indrømme det eller ej.

Når jeg hører ordet vandre-teater, bliver jeg altid lidt utryg. Det er en lille smule angstprovokerende at skulle være deltagende publikummer. Interagerende teater kan godt være ret skræmmende. Når det er sagt så er TAM/TYK/TATOVERET nærværende teater i sin ypperste form. Jeg følte mig enormt godt tilpas under hele forestillingen, om end der også var en sørgelig fortælling blandt skæbnerne.

Karin Bang Heinemeier, Dya Hauch, Anne Vester Høyer, Wahid Sui Mahmoud og Thomas Bentin er skuepillerne på scenen. De fortæller historier med deres kroppe, mimik og stemmer. De hilser på os, giver hånd og inviterer os med hjem. Det er svært at lade være med at forelske sig lidt i karaktererne i forestillingen. De er charmerende og ret dejlige. Det er historiefortællinger fortalt med en fantastisk tilstedeværelse.
Scenen er bygget op som en lejlighed, publikum bliver inddelt i hold og på skift besøger vi rummene. Aldrig før har jeg været på et københavner-badeværelse med otte fremmede mennesker, eller siddet så tæt i en lædersofa. Farvenuancerne i kostumevalg og rekvisitter er afbalanceret og hverdagsagtige. Det er hyggeligt og genkendeligt.

Hele forestillingen er bygget op af menneskelige fortællinger. Den er en collage af rigtige historier. Et hav af opfattelser. Beretninger fra hverdagen. Hemmeligheder der ikke skal gemmes. Lyddesignet fungerede enormt godt. Den let pulserende elektroniske musik passede ret perfekt som underlægningsmusik. Overgangene mellem scenerne og ekkoerne fra de andre scener er også ret fine.

Gentagelser i teater kan nogle gange virke enormt anstrengende, især hvis det ikke virker som om, de har et formål. Det er heldigvis ikke tilfældet her. Gentagelserne giver fortællingerne endnu mere ballast og power. Det er helt exceptionelt at en historie og dens hovedkarakter kan skifte krop og ansigt. At flere mennesker kunne være den samme og alligevel gøre det forskelligt. Det er virkelig en flot detalje. Jeg var helt øm i kinderne af at smile, da jeg forlader teatret. Nogle gange var det lidt overvældende at have øjekontakt med skuespillerne men også helt vildt rart. Det er ikke noget jeg har oplevet før, men det er så absolut noget, jeg vil anbefale andre at gøre. Denne her form for teater burde der være meget mere af.

Denne forestilling om kroppe og kroppen er baseret på interviews med en række personer. Og den opføres / udføres i en lejlighed og man føres rundt i små hold, hvor man konfronteres med forskellige personers oplevelser af egen krop – og man bliver også selv inviteret lidt med ind i forestillingen – men kun i det omfang, man selv kan rumme det..
Det at man ser forestillingen i forskellig rækkefølge betyder, at man måske kan få forskellige indtryk afhængigt af, hvilken rækkefølge man har set forestillingen i.

MEN JEG VAR BJERGTAGET. Den time og 10 minutter forestillingen varer, FLYVER bare afsted.

Vi får fremstillet menneskers forestilling om kroppen både som mulighed, ressource – og begrænsning. Der er boby-builderen, den totalt-tatoverede, den 53-årige kvinde med alle plastikoperationerne, den scleroseramte, den for tykke, den for gamle osv.osv.

For mig er det geniale greb rent kunstnerisk, at alle skuespillerne hele tiden spiller op imod deres egen krop: Tynde spiller tykke; mænd spiller kvinder; kvinder spiller mænd; unge spiller ældre, tatoverede rockertyper er pludselig iklædt (virtuelt) jakkesæt.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte nogen af skuespillerne på forhånd, bortset fra Karin Bang Heinemeier. Men de er alle bare store talenter med præcis timet sans for både komik og tragik og intens fornemmelse for publikum.
Hvis du ikke er tændt på emnet, eller på intimt teater i en trang ”setting”, som går ret tæt på dig selv; så gå alligevel ind og se det.

Skuespillernes præstationer er fantastiske.

Og så er der bare vildt hyggeligt på ”FÅR 312”.

// anbefalet af Kirsten Elisabeth Eriksen