TÆNK engang!

"En ny firkant truer - Der er noget at grine ad og grunde over hos Teater Hund.

Vi har alle været i intim nærkontakt med flydere og dykkere, men hvad kender vi egentlig til fremmere og hæmmere? Teater Hund er gået på opdagelse i kroppen, eller rettere sagt: De har taget et hovedspring. Lige ind i hjernen på Anne, hvor hæmmerne huserer. Der er jo det ved tøsen, at hun ikke kan forme firkanter.
Der sidder hun – 43, færdig og stadig ikke klodset op – i et rum tapetseret med hvidt millimeterpapir. Men se, om hun kan få facon på sit modellervoks, mens der ved siden af hende sidder to anderledes kompetente fuldvoksne børn med deres perfekte klodser og fryd og glammen. Der er akut behov for krisehjælp.
Lægen kan desværre ikke se ud over sin egen paryk, men den terapeutfreakede hjernelæge har luret problemet. Indenbords i Annes hjernekammer har to hæmmere nemlig vokset sig til nogle fuldfede krabater, fordi hun lytter alt for meget til deres skadefro grinen, nedgørende tisken og hylende skræmmekampagner. Det værste er næsten, at de når som helst kan lyne sig ind gennem millimeterpapirvæggen. Med et rask ritsch i lynlåsen er de to plageånder altid på pletten. Til gengæld er de to modpoler, fremmerne, hensunket i en opgivende dvaletilstand, afkræftet af Annes hæmmekor: Det går aldrig!
VED PREMIEREN var det nok de voksne, der lo højest. Genkendelsens glæde. ’Tænk engang!’ er en skæg og spiddende enkel fremstilling af det håbløse hjernedrama, vi hver evig eneste dag excellerer i. Befriende er også instruktør Methe Bendix & Co’s håndfaste omgang med en af de populære modeller på det indre marked: positive psychology . Det er aldrig for sent at blive optimist.
Urkomisk er det kampklare krisemandskab, der tre mand høj stålsat går i aktion, så såre alarmklokkerne lyder: En ny firkant truer!
Det er til at mærke, at koreografen Erik Pold har været med bag millimeterpapiret med sine finurlige korporligheder. Mere af den slags. De tre prima aktører, Anne Dalsgaard, Birgitte Prins og Flemming Bang, kan sagtens håndtere det.
Det er en bedrift, at Teater Hund med så klart et udtryk kan fundere over det uhåndterlige, lidet konkrete emne: Kan man styre sine tanker? – ligesom de sidst gjorde det med ’Sig vov til din angst’. Og hvis man kan frygte, at de nærmest er lidt for gode til at ramme de voksne børn, så kan de små altid nikke genkendende til hele spillet med at være forkert på den og blive drillet.
Det er godt med børneteater, der giver billeder at tænke med. En ren fremmer."

Du kan godt
Selvtillidsstimulerende børneteater inde i hovedet på en lille pige.

"Hvad er det egentlig med tankerne? De tossede tanker, de nedbrydende tanker, alle dem, der får os til at føle os værdiløse og dumme. Og hvad er det, der gør, at nogle mennesker alligevel kan overvinde de dumme tanker, mens andre går ned på dem?
Det lille Teater Hund er taget en tur ind i hjernen. Helt konkret på pigen Anne, der bare ikke duer til firkanter. Når de andre leger med modellervoks og dunker det i firkantet form, bliver Annes udgave til noget langstrakt og tosset noget. Hun duer bare ikke. Heldigvis for Anne er hendes kammerater af den gode slags. De slæber hende med til lægen – ja, man kan så meget i børneteater – og her gennemgår hun en masse prøver, hvor det viser sig, at det er tankerne, det er helt galt med. Tabertankerne, duer ikke-tankerne, jeg er dum-tankerne.

Rejse ind i hovedet
Og så skal vi ellers ind i hovedet på Anne. Ind til de fremmende tanker, der styrker selvtilliden, og de hæmmende tanker, der stimulerer mindreværdsfølelserne. De sidste er ikke sjove. Faktisk ret ondskabsfulde og drillesyge. De lever af at nedgøre andre, i dette tilfælde Anne. Helt konkret oplever vi, hvad der sker i hjernens kontrolcenter, når Anne prøver at lave en firkant. Sikken et kaos!
Vi slutter godt nok. Anne får selvtilliden tilbage og dermed også talentet for at lave firkanter. At hun så ender med at gøre noget helt andet, mere fantasifuldt og langt mindre firkantet end en firkant, er blot en yderligere pointe i denne antimobbe- og selvtillidsfremmende teaterhistorie. Som bliver fortalt med sproglig og scenisk opfindsomhed. Man mærker, at en koreograf (Erik Pold) har givet bevægelsesmønstrene et gevaldigt og begavet skub, og at instruktøren Methe Bendix har en herligt fabulerende fantasi. Lad så være, at der kunne og burde strammes lidt i de enkelte scener – teksten bliver noget løs i kødet sådan cirka midtvejs, men det parodiske og farceagtige sceneri får fin balance af modet til at dyrke det ikke-umiddelbart genkendelige og forudsigelige i de enkelte scener.
Elegant computergrafik i Jacob Langaa-Senneks enkle tegnebloksternede dekoration skaber flotte og rene billeder, og Flemming Bang, Birgitte Prins og Anne Dalsgaard har fint greb om de enkelte figurer, selv om der også mumles lidt for meget undervejs.
For de 7-12-årige er ”Tænk engang!” en herligt Monty Python-agtig forestilling med en rigtig og selvtillidsstyrkende morale."

Hund på hjernen
Teater Hund bider igen fra sig med forrygende forskruningsvinkler. Selv mobning bliver abstrakt - og hamrende skægt

Tænk engang, hvis man kunne gå rundt inde i sin egen hjerne. Og tænk engang, hvis man selv kunne justere på sine stærke og svage sider... Teater Hund har taget drømmen bogstavelig i den nye forestilling Tænk engang. Forestillingen begynder ellers som en realistisk mobbefortælling om en pige, der ikke kan finde ud af at lave terninger i modellervoks. Men en-to-tre, så hopper skuespillerne da bare ind i en abstrakt leg, hvor de går ind i pigens hjerne. Og straks bliver scenen omdannet til en ¤kontrolcentral¤, hvor alle beskeder om følelser og selvværdstanker kobles sammen med logik og stolthed. Du-er-god-nok-signalet er selvfølgelig idealet...

Det er avanceret, men børneteater er jo heller ikke for voksne med blokeret fantasi. Men ungerne er helt med på spøgen. Min syv-årige ledsager var i hvert fald ganske opslugt af denne hjerneverden, sådan som den blippede med ternede videoprojektioner og faretruende faldkurver i Jacob Langaa-Senneks muntre vægscenografi. Forestillingen var tydeligvis fiktion, men samtidig var den i nørd-familie med de tv-programmer, som prøver at få ungerne til at betragte verden udefra, sådan faktuelt og med vidvinkel.

Gameboy-gak
Teater Hund har heldigvis stadig sin helt egen forskruningsvinkel på virkeligheden. Så nej, denne forestilling har ikke haft Hjerne-Madsen eller Gude-Cederholm som konsulenter. Kunstnerne har bare sluppet gækken løs med erfaringspsykologien i rygsækken. Og med tre fantastiske gak-spillere, der mestrer den groteske scenekunst: Birgitte Prins¤ stride dominator, Flemming Bangs bløde medløber - og ikke mindst Anne Dalsgaards fortvivlede mobbeoffer, der nærmest skrumper, hver gang hun forsøger at modellere den uopnåelige firkant...

Instruktøren Methe Bendix har instrueret med den ene fod i gameboyspillenes verden, hvor der er en pointe og en smattet lydeffekt for hvert skærmbillede - og så med den anden fod i klovneriets uskyldige verden, hvor ansigtet bliver ved med at være trist, uanset hvad munden siger. Og Erik Pold har skabt en forunderlig ¤konsulent koreografi¤, hvor alle foretager uigennemskuelige målinger med latterlige instrumenter. Iført dykkerbriller - eller bare højt hår med halve fodboldhatte.

For som altid er kostumerne hamrende sjove hos Teater Hund. Og langt ude. Og med til at lokke ungerne og deres voksne med på mental tanketur. For tænk engang, hvis...

Firkanter med omtanke

”Tænk engang” er en opfindsom og levende børneteaterforestilling om at tro på sig selv. Med dens sprælske fysiske udtryk og reflekterede fortælling om menneskets tankegange, bliver forestillingen interessant for både børn og voksne.

Anne Dalsgaard kan ikke lave firkanter. Hver gang hun prøver, så bliver hun overfaldet af dårlige tanker, der mobber og overbeviser hende om, at hun ikke kan. Hendes venner har ikke problemer med at modellere firkanter. En rapporter forklarer: ”Jeg står her helt inde i Anne Dalsgaards hoved”. Problemet er, at inde i Anne D’s hoved, så er hæmmerne (de dårlige tanker) fuldt udvoksede, mens fremmerne (de gode tanker) ligger syge og udmattede i en afkrog. Derfor har Anne D svært ved at tro på sig selv.

Kode 44XC
Inde i Anne D’s hoved kommer vi til at overvære én af forestillingens mest intense scener, hvor hjernens kontrolrum udsættes for en kode ”44XC”. Det er alarmkoden for at lave firkanter. Kontrolføreren håndterer situationen ved at befale: ”Skru op for livsglæden! Skru ned for de røde ører!” Han registrerer ”dårlig mave” og råber: ”Skru op for humøret!”. Det er vanvittigt morsomt i sin direkte konstatering af, hvor irrationelt det er at reagere så voldsomt på ikke at kunne producere en firkant i modellervoks. Forestillingen har en række af lignende sjove situationer.

Børnenes oplevelse
At dømme efter børnenes reaktioner, så er de med det meste af forestillingen. Især de gode og dårlige tankers fysiske bevægelser og den klare fortælling om Anne D, der ikke kan lave en firkant, taler til dem. For eksempel kommenterer et barn blandt publikum med klar stemme: ”Jeg kan godt” – altså lave firkanter. Og da Anne D endelig får lært at lave firkanter, og trioen vil lave noget andet, så udbryder en ung fyr blandt publikum med stor bestemthed i stemmen: ”I skal lave trekanter…”.
Anne D laver nu en Dadegum, og det kan hendes venner ikke. Heldigvis lærer hun dem det, og dermed slutter forestillingen med en morale om, at man bare skal tro på sig selv, ikke være bange for de dårlige tanker og i øvrigt også, at alle er gode til et eller andet om det så er til at lave firkanter eller Dadegum’er.

Kunstnerisk udfordring
Forestillingen har en sympatisk morale og insisterer samtidigt på at skabe en kunstnerisk udfordring for både børn og voksne. Trioen indleder med sproglige finurligheder en konkret iscenesættelse af ordene: Tænk en gang, tænke på, tænke over, tænke sig om, hvor de tager forholdsordene bogstaveligt. Den sproglige skarphed er underliggende hele forestillingen igennem. Scenografien er bemærkelsesværdig, når den står som en kvadreret hvid kube. På et tidspunkt bevæger hele scenografien sig til den ene side, så den bliver skæv. Den rummer også overraskelser, som når man tror, at man er sluppet af med de dårlige tanker, men de så dukker op gennem en lynlås i scenografien. Om børnene forstår alle de finurlige ordspil eller fortællingen i sin helhed er mindre sikkert. Men både under og efter forestillingen lyder der flere hviskende voksenstemmer, som gerne ville hjælpe børnene med at forstå forestillingen. Så måske er det vigtigere i en børneteaterforestilling med en kunstnerisk udfordring end fuld forståelse.