Hvorfor ikke?

rejsen til det underste land
For 5 - 10 år og voksne

Sæson 2011/2012

Hører skytsengle ind under betegnelsen ”husdyr”?
Hvad er det, ham Flaske-Hansen peger på?
Og hvorfor tør Onkel Åge og Onkel Ib ikke rette sig efter det?

En sjov, varm og anderledes familieforestilling. Om drengen Erik. Om hans forældre, der ikke har tid. Om Onkel Åge og Onkel Ib, der har alt for megen tid, men ikke tør bruge den. Om en svær prøvelse i et mærkeligt land. Om en ny ven og nye muligheder. Og om at lære at lytte til sig selv

“Hvorfor ikke?” er en skæv og varm komedie om drengen Erik, der er eneste barn i en hverdag, hvor tiden bestemmer alt for meget. Derhjemme hos Mor og Far er der ikke nok af den. Hos onkel Åge og onkel Ib (som man ikke må kalde rotter, selvom enhver kan se, at de er det) er der så megen tid, at den nærmest er gået i stå. Om natten drømmer Erik om en anden verden, hvor alt er anderledes. Her er der tid til at lytte, tid til at lege og så er det dér, hans allerbedste ven bor. Men findes den verden overhovedet? Erik beslutter sig for at tage ud at lede. Det bliver en rejse fuld af mærkelige overraskelser, og da han vender snuden hjem, opdager han, at de to verdener ikke er så uforenelige endda.
Stilen i forestillingen er fysisk og legende, med en fantasifuld musikside, visuelle optrin og ikke mindst humor.

Forestillingen er produceret med støtte fra Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Statens Kunstfond og Københavns Kulturfond.

Holdet bag

Manuskript og instruktion: Methe Bendix
Medvirkende: Anne Dalsgaard, Birgitte Prins, Flemming Bang
Scenografi og kostumer: Julie Kyhl
Komponist: Claus Carlsen
Lysdesign: Sonja Lea
Tekniker, afvikling: Jonas Møller Andersen
PR & kommunikation: Tine Selmer Bertelsen
Administration: Kenneth Gall

Teater Hunds første forestilling er blandt årets bedste. I et fandenivoldsk, moderne eventyr sættes tiden bogstaveligt talt til vægs. Kæmpemæssige ure markerer især fraværet af tid, men også problemer med for megen tid og tid, der går for langsomt.
Med stor effekt og kærlig bjæffen styres de mangeartede, komiske indfald, musikken og et forrygende pantomimisk kropssprog i historien om Erik, der leder efter sin skytsengel. Erik skal passes af familiens sære rotteonkler, men hans oprør mod tidstyranniet harmonerer ikke med deres skemalagte trippen rundt i egen tidslomme. Det gør Erik noget ved og opdager, at for at finde en ven skal man lytte til sit hjerte.

”Befriende sjovt, gestaltet med en smittende fysisk udtrykskraft. Tilmed er der en god pointe. Methe Bendix har et godt og spændstigt greb om at få sat historien i scene. Vov og velkommen.”

”En moderne børnefabel om tid, eventyr og mangel på samme. Masser af kraft og påhitsomme indfald. Forrygende ”Rotte-dansenummer” med bid og herligt grin til både store og små.”

”Hovedpersonen får hvad han ønsker sig, nemlig modet til at følge sit hjerte. Skægt og fantasifuldt eventyr med køn morale. Både sød og underholdende historie. Flemming Bang formår som drengen med genert charme og anstrøg af gammelklogskab at få vores umiddelbare og spontane sympati.”

”En varm og sjov forestilling. Voksenverdenen bliver totalt udstillet og set fra børnehøjde. Mange visuelle optrin og sjove lydeffekter. Sjove gangarter, skøre danse. Velkommen til verden, i håb om et langt og lykkeligt hundeliv i familien Danmarks skød.”