Far, Mor & Børn – HVER DAG!

Antropologi for børn
(anmeldelse fra opsætningen i februar 2018)

Er det noget Teater Hund & Co. kan, så er det komedie. Det viser de i en festlig, men også tankevækkende forestilling om forholdet mellem børn og voksne.
'Far, Mor og Børn – hver dag!' havde premiere for ti år siden, og jeg er uvidende om, hvordan den så ud dengang, men min gode kollega Anne Middelbo Christensen gav den fem hjertelige stjerner - og sikkert med god grund. For når den nu dukker op igen - i omarbejdet udgave og med én ny spiller – fremstår den med dugfrisk energi som en af de sjoveste børneforestillinger, jeg har set.

Dette er udgangspunktet:

Allerede scenografien er sjov. En stor hane i en majsmark med det makedoniske flag som baggrund er det åbenbart ikke meningen, at jeg skal fordybe mig i, men der er andre langt mere realistiske ting at forholde sig til. i Som forestillingen skrider frem, bliver den overdimensionerede mælkekarton til et skab og – ligeså selvfølgelig – til et TV. Bordet er en pakke smør med to store og en lille stol omkring, og en hullet sveitserost bliver til det naturligste hylle-papirkurv-opvaskemaskine-køkkenskab.

Atså et komplet morgenmads-interiør for far, mor og et barn. Alle i publikum kender det – børn og voksne – far skal på arbejde, mor skal på arbejde, og barnet skal i skole. I nogle sekunder er der fred, Politiken læses, maden spises. Så, med ét: I radioen annonceres det, at klokken er 7:23, og dermed er fanden løs i Laksegade.

Kaos er det rene vand i forhold til det, der opstår i den lille familie: Hvem skal have hvilken taske, huer og jakker, sko og støvler, hvirvler omkring den paniske familie - ikke komme for sent! ikke komme for sent! ikke komme for sent!!

Og hvis 7:23 er ilde, så forestil jer bare den dag, hvor radioen siger 7:50!

Og publikums latter er så spontan – vi ser os selv på scenen – vi ser vore egne morgener, vor egen panik og travlhedens babyloniske forvirring, voksne ligesåvel som børn, parodien rammer plet.

Og det er forestillingens udgangspunkt.

Et antropologisk forskningsprojekt

Med afsæt i den lille families morgen-kvababbelser tager de tre skuespillere os med til en talerstol, hvor en række påstande om De Voksne bliver lagt frem. Og specielt om De Voksnes relation til Børn. Sandheden i disse påstande skal så efterprøves med praktiske eksempler. Empirisk videnskab, simpelthen!

De Voksne Taler I Telefonen Hele Tiden: Anne Dalsgaard er uforlignelig som en Mor, der taler i fire forskellige telefoner mere eller mindre simultant. Man kan ikke andet end at beundre denne Mors sociale kompetence i røret, men når Barnet sendes ind i situationen, ja, så bliver det usynligt. Mor har et Øre for alt og alle i mobiler og fasttelefoner, men intet Øje for barnet, der er kommet hjem fra skole.

Det er en fabelagtig situation, og parodien er spot on! Og den bliver aldrig ondsindet eller bedrevidende, dertil er Dalsgaard simpelthen for hylende morsom. Ja! tænker man, det er præcis sådan det er, og man griner, så skjorteknapperne springer.

De Voksne Bestemmer Alt For Meget: (Ja! Råber børnene i publikum) Hvor vi skal hen på biltur, hvornår vi skal tisse og tanke, om man kan få lidt slik, hvad man skal have på, hvad vi spiser til aften og så videre og så videre.

Alle påstande bliver demonstreret, undersøgt, udforsket i form af den ene sketch sjovere end en anden. Troels Malling er den altbestemmende, forvirrede far som 'lige skal' et eller andet, samtidig med at han skælder ud på barnet: Der er ikke noget der hedder 'jeg skal lige', vi skal spise!

Henrik Holmen er så afgjort på børnenes parti, men tålmodigt overbærende med sine stressede forældre, med et indforstået smil til ungerne i salen. De elsker ham!

Revy og realitet

Sketch efter sketch, situation efter situation, i denne undersøgelse af De Voksne og deres mærkværdige univers er fremstillet med så megen forståelse, så megen genkendelighed, og først og fremmest med så megen humor, at man griner så snørebåndene går op.

Spillestilen er langt ude på overdrevet, og det er fuldstændig rigtigt. På vidunderlig vis tager det aldrig overhånd - problematikken bliver hverken bagatelliseret eller tilsidesat.

Tværtimod - vi mærker hele tiden, at denne forestilling og de tre veloplagte skuespillere er ude på at fortælle os nogle sandheder – uden at moralisere, uden at indsmigre sig, uden at undskylde.

Jeg gik hjem med en forestilling i hovedet, som så absolut tager børns parti, men som også taler til os forældre - på festligt, underfundigt og oprørsk vis.

Af: Janken Varden

Efter mange år uden egen scene har Teater Hund & Co. fået status af bydelsteater på Østerbro med fast tilholdssted i Krudttønden. Det er fuldt fortjent og giver nye muligheder for deres sjove idéer og debatskabende forestillinger for hele familien. Til FAR, MOR & BØRN - HVER DAG! har jeg allieret mig med Ellen på 7 år. Hun er vild med teater og har indvilliget i at være gæsteanmelder til denne forestilling.

Forestillingen starter poetisk, ja, nærmest filosofisk, med et forsøg på at få et æg til at stå på et bord. Et smukt anslag og en fin kontrast til den genkendelige travle morgenmad kl. 07:23, som for alvor sætter forestillingen i gang. Med humor, sjove briller og farvestrålende parykker bliver vi guidet igennem videnskabelige voksenologiske eksempler på, hvilke udfordringer børn har med piiiiiiinlige voksne, der driller og skændes, mens de bestemmer det hele og gør alt dét, de siger, børn ikke må.

Ellen var på med det samme og genkendte alle scenerne hjemmefra, hvilket flittigt blev kommenteret, så hendes søde og normalt helt fornuftige mor flere gang fik røde ører. Tempoet på scenen er højt, mens skuespillerne tonser ud og ind af scenografiens maximadvarer, hvor osten er en reol, mælkekartonen en voxpopbox og smørpakken forvandles til både en bil og en flyvemaskine. Flere scener kunne strammes en smule, men det er skide sjovt, og der serveres små stjerneøjeblikke for både børn og voksne.

Da jeg spurgte Ellen, hvad hun syntes om FAR, MOR & BØRN - HVER DAG! svarede hun prompte: “Det var rigtig godt!”. Hun kunne ikke komme i tanke om noget dårligt udover, at det var dumt, at det sluttede. Og da hun skulle give stjerner, var hun ikke i tvivl. Seks begejstrede stjerner. Jeg er enig med Ellen langt hen ad vejen. Forestillingen er tosset, tydelig og taler direkte til sin målgruppe, og Ellens mor fortæller, at der siden i søndags er blevet snakket meget om familier henover aftensmaden. Samt at der i denne uge er indført fredagskaffe for de voksne. Spillet, man får ved udgangen efter forestillingen, er rigtig sjovt og bliver flittigt brugt.

⭐️⭐️⭐️⭐️ fra KOP kultur, 51 år
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ fra Ellen, 7 år

Teater Hund og Co. har atter fået successen FAR, MOR & BØRN - HVER DAG! på plakaten - og med ny besætning i flere roller. Efter lidt corona-forvirring - ikke alle forældre synes at være opmærksomme på afstands-anbefalinger i offentlige rum - blev vi alle forsvarligt placeret i Krudtøndens sal.

Scenografien Rebecca Arthy havde forsynet scenen med letmælk, ost og smør i gigantstørrelser. Altsammen med ekstra funktioner som klædeskab, spisebord og reol, og smørpakken fungerede tilmed som bil og fly.

Methe Bendixs manuskript kan ikke kaldes formfuldendt og eksempelvis scenen om voksnes drilleri er meget længe om at nå frem til sin pointe. Men den store kvalitet i manuskriptet ligger i, at det fokuserer på en række genkendelige situationer, som børn fra 5 år kan grine af og de voksne kan lære af. Iscenesættelsen får også efterhånden en god energi, men enkelte af de mange gentagelser kunne måske godt undværes?

Det forstyrer lidt, at den lille teaterfamilies barn taler norsk, når begge forældre er danske. Henrik Holmens vokaler gør tilmed et par af hans relativt få replikker lettere uforståelige, men det blir der forhåbentlig rettet op på undervejs.

Henrik Holmen morer, når han skal være pinlig far, der trykker den af som rocksanger, og Therese Glahn er skæg, når hun i mor-rollen på det nærmeste tvangsfodre sit barn. Til sidst må hun og manden opgive, og barnet ender med at få cola og chips. Her kunne man virkelig mærke på stemningen i salen, at flere af de tilstedeværende forældre følte sig ramt.

Varigheden på 50 minutter bliver måske lidt i overkanten, men det skal siges, at forestillingen rummer en del action, hvor familien drøner rundt for at nå at komme på job og i skole.

FAR, MOR & BØRN - HVER DAG! fremstår således både underholdende og belærende, og det er slet ikke den værste kombination for en børneforestilling.

(Michael Søby)

Hvordan er det nu lige. Har de voksne altid ret, eller tager de indimellem fejl og har for travlt med de forkerte ting. Det har forskerholdet bestående af hele tre ”professorer” aka Therese Glahn, Henrik Holmen og Folmer Gry Kristensen sat sig for at undersøge i forestillingen om børnefamiliens hverdag, Far, Mor & Børn – hver dag! Vi tisser, når vi tanker. De tre er gået i voksenologisk have for at studere familiens morgener, eftermiddage, søndage og måltider.

I Teater Hunds regi har Rebecca Arthy skabt scenografien, der består af en karton med en liter letmælk, en pakke cornflakes, en pakke smør og en ost. Alt sammen i gigantstørrelse, så de kan bruges til alt mellem himmel og jord. Mælkekartonen kan forvandles til et fjernsyn, osten bruges til opbevaring og smørret dækkes med ternet dug og bliver til bord eller vendes om og bliver til den bil, familien kører til Harzen i.

De tre medvirkende skifter kostumer i ét væk. Der er nye jakker, hatte og især overdrevne parykker, der åbenbarer forskellige forældretyper. Der er den pinlige far med svenskerhåret, som optræder med rocksang, når barnet har besøg, der er moderen med seriøs page og store briller for at nævne et par stykker. I voksenologisk have bliver barnet, spillet af Henrik Holmen, sendt ind for at se hvordan de pudsige voksne opfører sig. Det er et sjovt greb, at det er den høje Henrik Holmen, der er barnet og udstyret med en lillebitte barnestol, bliver virkningen forstærket.

De tre ”professorer” har modtaget adskillige klager fra børn over de voksne, og det er stort og småt mellem hinanden, de søde små har at klage over. Har de voksne altid ret?, Hvorfor er voksne så pinlige?, hvorfor skælder de ud, må de skændes, og skal børn ikke have slik hver dag.

På en kærlig måde langer forestillingen ud efter de fortravlede småbørnsforældre, der muligvis går for meget op i deres telefoner og i om der er ryddet op i stedet for at snakke med deres børn. Der er indblik i mange morgener i den lille familie, og her er der måske gentaget en gang eller to for meget. De fleste af os forældre kunne dog nok føle os truffet mere end en gang i løbet af den lille time, løjerne varer, og da ingen blev skammet ud for alvor, tog vi det til os.

Forestillingen henvender sig til de 5-12 årige og deres voksne, og der var jubel på de unge rækker til premieren. De helt små grinede helt ned i tæerne over parykker og tøj, der enten var for stort eller for småt til de tre på scenen. De lidt større havde gode og muntre indspark til forestillingen, da en dreng på omkring 10 år ville vide, hvor man kunne købe den spray, der fik forældre til at give en slik hele tiden kunne købes. Der var et hurtigt et svar tilbage fra scenen. 9.999 kr., og der er lang ventetid.

Therese Glahn, Henrik Holmen og Folmer Gry Kristensen gjorde det godt og humoristisk og tog stoffet alvorligt.

Det er flot, at en historie kan favne så tilpas en stor børnealdersgruppe og derudover have noget at sige til de voksne.