Roots and Routes
1. september 2026 - 1. september 2029 på Teater Hund
Roots & Routes er et nyt fireårigt dansk/internationalt residency-program målrettet kunstnere, der skaber scenekunst for børn og unge. Programmet er støttet af Statens Kunstfond.
Programmet er et samarbejde mellem fem organisationer/scener: Teaterhuset Filuren, Aaben Dans, Teater Hund, Syddjurs Egnsteater og ASSITEJ Danmark.
Dette tværnationale samarbejde mellem organisationer med forskellige kunstneriske profiler vil trække på mangfoldige erfaringer og forskellige netværk for at udvikle fælles praksisser.
Residency-programmet skaber en ramme og muligheder for kunstnerisk udvikling med et tværfagligt fokus. Vi ønsker at vise, at scenekunst for børn og unge rummer en bred vifte af perspektiver, formater og kunstneriske udtryk.
Programmet anlægger en undersøgende tilgang til følgende spørgsmål:
Hvordan skaber vi veje ind for nye stemmer?
Hvilke begreber og forståelser af kunstnerisk kvalitet er i spil?
Hvilket børnesyn ser vi gennem som vores linse?
Vores kuratoriske principper er: At fremme og understøtte nye stemmer i feltet på tværs af generationer. At udfordre eksisterende fortællinger og konventioner i feltet. Genremæssig diversitet. Et internationalt perspektiv.
Praktisk information
Residency-programmet består af et årligt 14-dages forløb, som på skift afholdes af de deltagende teatre. Hver vært vælger et tema i samarbejde med partnerskabet, og hvert residency vil være særligt tilrettelagt. I Open call vil der stilles 2–4 spørgsmål, som residency-forløbet vil undersøge.
Hvert residency vil samle tre danskbaserede kunstnere og tre internationale kunstnere. Kunstnerne udvælges gennem et open call af de fem partnere. Det er muligt at søge flere residencies, men deltagelse i ét residency garanterer ikke deltagelse i de øvrige. Alle residencies faciliteres af en kunstner med relevant praksis og erfaring. Deltagelse er honoreret – kunstnerne modtager et honorar, og udgifter til rejse og ophold dækkes.
Hvert residency er koblet til lokale scenekunstfestivaler med internationale forestillinger og kunstnere, hvilket skaber muligheder for møder, udveksling og fælles refleksion. Det første residency finder sted i maj 2027 i Aarhus på Teaterhuset Filuren i forbindelse med ILT Festival. Et open call offentliggøres i sensommeren 2026, hvor temaet for residencyet samtidig vil blive offentliggjort.
Det andet program finder sted i maj 2028 i Roskilde med Aaben Dans som vært (i forbindelse med SWOP), det tredje i efteråret 2028 i København med Teater Hund som vært (i forbindelse med POP Performance Festival), og det fjerde og sidste program i efteråret 2029 i Rønde med Syddjurs Egnsteater som vært (i forbindelse med Horsens Teaterfestival). ASSITEJ Danmark er programmets formidlingspartner.
