Omtanke i praksis 

Fra Acceleratorprogram til scenekunst i praksis 

Bæredygtighed i scenekunsten handler ikke kun om materialer – men om praksis. Med forestillingen Lille Kosmos som case har Teater Hund undersøgt, hvordan værktøjet Theatre Green Book kan blive en del af at skabe scenekunst i en dansk kontekst. 

Efter afslutningen af Acceleratorprogrammet er det måske netop nu, vi skal gøre det modsatte af at accelerere: stoppe op, se tilbage og spørge os selv, hvad vi egentlig har været med til at sætte i gang. Hvad er blevet sået – og hvad skal have tid til at vokse? 

Acceleratorprogrammet, udviklet af Bæredygtig Kulturliv Nu og Dansk Scenekunst, støttede ti case-teatre i at omsætte bæredygtige ambitioner til konkrete handlinger i praksis. Programmet tog afsæt i det internationale værktøj Theatre Green Book (TGB), som tilbyder en metode til at arbejde systematisk med grøn omstilling i scenekunstproduktioner. 

Med TGB som ramme arbejdede vi på Lille Kosmos med at integrere omtanke i produktionens mange valg – fra materialer og design til samarbejder og arbejdsprocesser. For Teater Hund blev processen samtidig en undersøgelse af vores egen praksis: Hvordan vi arbejder, træffer valg og udvikler scenekunst i fællesskab. 

Arbejdet har styrket vores fælles retning og understøttet vores ambition om at være en lærende organisation, hvor bæredygtighed er forankret i både kunstneriske og organisatoriske beslutninger. 

For os er bæredygtighed ikke et mål, man når. Det er en praksis i bevægelse. Og måske er det netop pointen: At arbejdet aldrig bliver færdigt, men bliver ved med at stille nye spørgsmål til vores processer, materialer – og til den måde, vi arbejder sammen på. 

En baseline for fremtidens TGB-produktioner 

Teater Hund deltog som case-teater i TGB med børne- og familieforestillingen Lille Kosmos, co-produceret med Teaterhuset Filuren i Århus. Ambitionen var at opnå TGB’s BASIC-standard og samtidig undersøge, hvordan bæredygtige principper kan integreres i en scenekunstproduktion – fra de første idéer til mødet med publikum. 

Arbejdet rejste nogle nødvendige spørgsmål: Hvornår bliver processen for ressourcekrævende? Hvornår er et valg holdbart nok? Og hvornår er det mest ansvarlige valg ikke det mest oplagte? 

Et centralt mål i TGB-standarden er at reducere forbruget af nye materialer. Fordi Lille Kosmos er vores første TGB-produktion, blev arbejdet derfor også et spørgsmål om at indsamle erfaringer og data. Resultatet er et første erfaringsgrundlag – en baseline – som fremtidige produktioner kan måles og udvikles ud fra. 

Indsigterne fra arbejdet med materialer, scenografi, arbejdsprocesser og databehandling kan dermed fungere som referencepunkter i kommende produktioner. Samtidig pegede erfaringen på behovet for grundig forberedelse, systematisk datahåndtering og faste dialogrum, hvor erfaringer kan deles og omsættes til praksis – uden at bæredygtighed bliver endnu et administrativt lag oven på produktionen. 

Når værktøjer møder virkeligheden 

Genbrug og genanvendelse er et centralt omdrejningspunkt i TGB. Derfor tog scenografi, kostumer og rekvisitter i vid udstrækning udgangspunkt i eksisterende materialer fra lagre og tidligere produktioner. Omtanke blev et bærende greb – i design, materialevalg og arbejdsprocesser – og erfaringen viste, at kunstneriske visioner og bæredygtige hensyn godt kan følges ad. 

Men hvad gør man, hvis det æstetiske univers ikke findes i genbrugsmaterialerne – og man samtidig ønsker at undgå at købe nyt? Én mulighed er større delelagre mellem teatre, hvor materialer kan cirkulere og få længere liv. På Lille Kosmos blev det konkret gennem samarbejdet med Teaterhuset Filuren, der råder over et større lager. 

For mindre scener som vores kan udfordringerne være anderledes end på de store institutioner. Erfaringen peger dog på, at en mere kollektiv udvikling af det kunstneriske udtryk tidligt i produktionen kan åbne nye æstetiske muligheder – uden at vi ender i et ensartet udtryk eller et “klondike-look”. 

Acceleratorprogrammet introducerede os også til forskellige designprincipper i arbejdet med scenografi. Ét af dem er modulært design – standardiserede elementer, der kan ændre overflade eller funktion og dermed indgå i flere forskellige scenografier. Metoden praktiseres allerede på nogle større institutionsteatre med stor succes. Muligheden for at skille elementer ad og anvende dem i nye sammenhænge peger mod en mere cirkulær praksis i scenografien. Spørgsmålet er, om den samme tilgang kan oversættes til mindre scener med andre produktionsvilkår og æstetiske behov. Samtidig rejser tilgangen nye spørgsmål: Hvad sker der med den kreative proces, hvis scenografien i højere grad udvikles som et system af genanvendelige dele? Risikoen er, at arbejdet kan få et strejf af samlebånd. Omvendt kan netop begrænsningen blive en motor for opfindsomhed – hvor bæredygtighed ikke kun handler om at spare materialer, men også om at gentænke, hvordan scenografien bliver til. 

TGB rejser samtidig en metodisk udfordring. Modellen forpligter til både at opgøre brugen af genbrugte og genanvendte materialer og til at indsamle data til CO₂-beregninger. I nogle produktioner vil æstetikken naturligt kunne løses gennem genbrug og genanvendelse, mens det i andre tilfælde kan være vanskeligere at forene kunstneriske intentioner med materialemæssige begrænsninger. Her kan CO₂-beregninger give et andet perspektiv: Hvor ligger produktionens største klimaaftryk – og hvor giver det faktisk mening at sætte ind? 

At lære gennem praksis  

Arbejdet med Lille Kosmos gjorde det tydeligt, hvor afgørende en fælles indstilling i teamet er. Engagement fra alle involverede – kunstnere, teknikere, producenter og ledelse – er en forudsætning, hvis bæredygtige ambitioner skal omsættes til konkrete handlinger i produktionen. 

Samtidig pegede processen på en vigtig erkendelse: Bæredygtighed i scenekunsten handler ikke kun om enkelte løsninger, men om at udvikle praksis over tid. Erfaringer med materialer, arbejdsprocesser og samarbejdsformer opbygges gradvist – og får først for alvor værdi, når de deles. 

Det rejser et større spørgsmål: Hvordan kan scenekunstorganisationer fungere som lærende fællesskaber, hvor viden fra én produktion bliver et afsæt for den næste? 

En central øvelse er derfor både individuelt og kollektivt at undersøge den eksisterende praksis. Hvilke valg træffes i produktionen – og hvilke muligheder ligger der i at gentænke dem? 

Arbejdet med TGB har ikke givet os alle svarene. Men det har givet os en metode til at stille mere kvalificerede spørgsmål. 

Måske er det netop her, kernen ligger: Bæredygtighed i scenekunsten er ikke et facit, men en praksis. Noget vi udvikler – produktion for produktion. 

Med omtanke,  

Anna-Kathrine, produktionsleder og eco-manager på Teater Hund