TAB & VIND

Veloplagt, vittig og original komedie om samfundets konkurrencefiksering.
Teater Hund, der har begået den ene glimrende og forfriskende forestilling efter den anden, svigter nemlig heller ikke her. Fart over feltet, god historie, skarpe figurer– foruden skøn scenografi.
Det er et stiliseret og pixeleret tegneserie-univers…. Enkelt og effektivt, lige som blandingen af fortælling og teater fungerer optimalt, lykkeligt fri for fodformet moraliseren, og med en alvorstone, et strejf af følsomhed midt i alle løjerne. Som virkelig er morsomme, også for et voksent publikum.
Deltog Teater Hund i en konkurrence, var det ikke udelukket, at de vandt. Hvor nødig de måske end ville. Men deres forestilling er bare for god.

Komisk samfundskritik

Teater Hund holder fast i tegneseriestilen med knaldfarver, skægge kostumer og forrygende kropssprog. Teatret fortsætter også sin kritisk-komiske indgang til tidens samfundsfænomener. I ¤Tab & vind¤ er det dyrkelsen af den sunde konkurrence, der spiddes og krakelerer, så selv en femårig kan forstå pointen: At den moderne taber- og vindermentalitet er temmelig usund. Den er årsag til, at Jens ikke må lege med bedstevennen Mads. Mads' arme og ben har svært ved at udføre de bestemte bevægelser, man skal kunne for at vinde. Så Jens¤ målfikserede, urkomiske højhastighedsforældre frygter, at deres vindersøn smittes af Mads¤ taberstil. Hans far og mor er knap så hysteriske, men de sender alligevel hele tiden Mads om i baghaven. Dér hvor parcelhusfamilierne gemmer deres flove fiaskoer. Det er vidunderligt barske løjer på den gode måde, hvor drengene er små superhelte, der gør oprør mod de voksnes syge normer. De nægter at deltage i konkurrenceræset, og det skaber panik, men også accept af det anderledes.

Tab og tud - eller drøm og grin

... mest forrygende er det gået for Teater Hund med forestillingen Tab & Vind. Her trives parodien på de toneangivende talentshows i tv. Methe Bendix og Tomas Lagermand Lundme har skrevet en historie om to drenge og deres to sæt forældre:
Vinderfamilien og taberfamilien.
Tabere med velcro. Methe Bendix har virkelig x-faktor, når det gælder gak humor. Lige som i Far, mor og børn - hver dag udstiller hun forældrenes præstationsiver på børnenes vegne, men også de voksnes uselvstændighed. Egentlig behandler hun forældre, lige som Panduro behandlede det pæne borgerskabs sammenbrudsægteskaber: Med kærlig forståelse.
Men også de fem-tolv-årige klukker af grin over Anne Dalsgaard og Per Linderoth, når de spiller håbløse forældre med ticks i Erik Polds groteske discofagter. Og ungerne er vildt solidariske med Anders Budde Christensen og Troels Malling Thaarups drengevenner, der nægter at konkurrere med hinanden. Desuden har Jacob Langaa-Sennek skabt en scenografi, der matcher børnelivets farverige IKEA-omgivelser, hvor selv slips og perlekæder kan monteres med velcro. Æstetikken er hip, helt ned til de skriggrønne snørebånd og de latexvilde parykker til Tanja Bovins gakke kostumer. Og netop fordi det hele er så stiliseret og overdrevet mærker ungerne tydeligvis, at Teater Hund kender deres virkelighed.

Teater Hund stiller skarpt på konkurrencekultur

Tennisspilleren Torben Ulrich er en vigtig inspirationskilde for Teater Hunds nye herlige familieforestilling ”Tab & Vind”. Faktisk er forestillingens Farfar og helt en tro kopi af tennisstjernen, multikunstneren og zen-buddhisten Torben Ulrich, der altid har fokuseret på selve tennissporten og dens skønhed, frem for om han var vinder eller taber. Helt i modsætning til tidens dominerende konkurrencekultur i bl.a. et dansk tv-program som X-factor, hvor det egentlig er lige meget om man er god, bare man vinder. Med en herlig humor, en super fin tekst og en skøn kropsdynamik inklusive masser af gode og sjove dansetrin formår de kun fire medvirkende - Anne Dalsgaard, Anders Budde Christensen, Per Linderoth og Troels Malling Thaarup - at fremstille alle medvirkende personer i familierne Jensen og Madsen, hvor de voksne er helt fokuseret på hvem og hvad, der er først og størst. Men alting bliver vendt op og ned, da drengen Mads drager ud for at finde Taberland og møder folk, der stiller spørgsmål til, hvad en vinder, en taber og sandheden egentlig er for størrelser. Både scenografi og lyddesign rummer fine og sjove detaljer, og ”Tab & Vind” er simpelthen et super sjovt, yderst relevant og formidabelt godt og fantasifuldt moderne eventyr for både børn i alderen 5-12 år og deres voksne.

Charme, selvtillid og lækkert Playmobil-hår

På scenen har vi 4 skuespillere, der skal fortælle os en historie om to familier – Jensen og Madsen – og særligt om de to sønner i familierne, som er hinandens bedste venner: Jens og Mads…Altså Jens Jensen og Mads Madsen…lidt fjollet? Ja!
Hvad der er endnu mere fjollet er deres hår: En ”hjelm” af sort plast-hår, svunget til siden i et ubevægeligt look – page med buk forneden til pigen og pænt, kort, friseret til de tre fyre. De ligner lidt Playmobil-dukker…

Har du X-factor?
Hvis man (med en populær betegnelse) har ”X-factor” er man lidt af en ”ener” – man skiller sig ud fra sine omgivelser. Men man må ”jo” heller ikke lige frem gå hen og blive en outsider – man skal så at sige stadig være en del af et vinderhold.
Mads’ og Jens’ familier er besat af evigt at skulle vinde!
De to drenge ”freestyler” dog lige lovligt meget, mere end hvad deres forældre synes er godt for familien – teamet –, og hermed har vi balladen!
”Du vil vel ikke hen at bo i Taberland, hvor alle taberne bliver sendt hen?!”, spørger både Jens’ og Mads’ forældre dem i desperation, da de hver især ikke lever op til familiens krav.

”Der var engang”, men du kender det nok lidt selv…
Mads har mest af alt problemer med at følge trinene i familiens ”vinderdans”…Ja, det er gakket! Og det er skolens faste talentkonkurrencer netop inde for denne disciplin også, men ikke desto mindre skinner virkeligheden tydeligt igennem, især med kritikken af virkelighedens talentshows. ”Modernitetens konkurrence-samfund” og ”forhindring af individets selvrealisering” er (med mine formuleringer) hvad der tematisk er sat i spil i denne forestilling.
Meget voksne problematikker kunne man vel nok mene, men i Teater Hunds forsøg på at ”åbne op” for sådanne, mener jeg, er det meget flot og ikke mindst morsomt lykkes dem at ”møde” børnene, hvor de aldersmæssigt ”er”…

Overdrivelse fremmer forståelse
I en alder af 5-12 år er det selvfølgelig begrænset, hvad de selv har oplevet af konkurrence-pres, men i stedet for viden gennem egne erfaringer, synes Teater Hund at forsøge at fange børnene via deres til gengæld enorme viden fra fiktionen:
Med et humoristisk grundprincip om ”overdrivelse fremmer forståelse” er playmobil-figurer ét genkendelig fænomen fra børnenes univers, som – i en karikatur af menneskets, i sær voksnes, sære adfærd – bliver bragt til live. Andre er computerspillet og tegnefilmen via en vidunderlig koreografi af figurernes bevægelser og scenografi med bl.a. ”pixellerede” skyer og træer…Mennesket med dets styrker og svagheder kommer på slap line, som var det legetøj. Og i den ”gakkede” humor kan både børn og voksne gense sig selv som den legende.