HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?
Sæson 2021/2022
⭐⭐⭐⭐⭐ – CPHCulture
“Genialt, sjovt og begavet!” – Michael Svennevig
“En rigtig god oplevelse og fem (ud af fem) stjerner fra Viola på 6 år!” – Teaterspot
“En hjertevarm forestilling der satte gang i både grin og indlevelse.” – Teater for børn
————
Hvor svært kan det være? Nogle gange kan det være ret svært… især når man gerne vil noget helt andet end sine venner.
Tre venner mødes i en sportshal. Den ene havde glædet sig til at have den for sig selv. Den anden ønsker sig at finde nogen at spille sammen med, måske endda at blive udvalgt. Og den tredje har virkelig svært ved at vælge. Hvordan skal det lykkes at få et roligt øjeblik? At samle holdet? At træffe de rigtige valg? Og hvem har egentlig svarene på alle de svære spørgsmål?
Med humor og stor begejstring zoomer Teater Hund ind på de forskelligheder, vi som mennesker besidder, og hvordan vi kan rumme hinanden, selv om vi dybest set ikke forstår hinanden.
“Hvor Svært Kan Det Være” er en forestilling for hele familien om venskab og fællesskab. Og om det behøver at være så svært, eller om man kan føle sig ok – og helt rigtig – sammen med andre, selv om man er forskellige.
ALDERSGRUPPE For de 5 -12 årige og deres voksne.
SPILLEPERIODE 9. februar – 6. marts 2022
SPILLETIDER Ons. & Tors. kl. 9.30 & 11.00 // Fre. kl. 11.00 & 17.00 // Lør. & søn. kl. 11.00 & 13.00
OBS: SPILLETIDER I VINTERFERIEN Ons. & Tors kl. 11 & 13, Fre. kl. 11 & 17, Lør. & Søn. kl. 11. & 13
VARIGHED ca. 45 min.
MEDVIRKENDE Mathilde Eusebius, Theresa Lange Olesen & Therese Glahn
INSTRUKTION Jacob Stage
DEVISING DRAMATIKER Anna Panduro
Opr. SCENOGRAFI Jacob Langaa-Sennek
SYERSKE Hanne Mørup
LYDDESIGN & TEKNIKER Brian Larsen
LYSDESIGN Mikkel Magnus Olsen
BYGGER Morten Just Hansen
DRAMATURGISK KONSULENT Jane Rasch
PRODUKTIONSLEDER Anna-Kathrine Madelung Fries
FOTOGRAF Jacob Stage
GRAFIKER Robin Hart
PR & KOMMUNIKATION Laila Skjerning
PRODUCENT Kenneth Gall
TRAILER - en ny forestilling bliver til på Teater Hund
Teater Hunds familieforestilling HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE? har været ramt af corona i børnenes vinterferie, men man håber, at den får en chance til på et tidspunk, for den hører blandt Teater Hunds bedste. Foreløbig kan man nå at nyde den ugen ud i Krudttønden, og det er der god grund til.
For Teater Hund formår at stille skarpt på tre udfordringer, som børn kan have i forhold til andre børn. som de pludselig skal forholde sig til.
En af pigerne har f.eks hele tiden brug for at blive valgt først, hvis de skal spille fodbold. En anden kan ikke finde ud af at træffe en beslutning. Og så er der den tredje, som bare har behov for lidt alenetid til at lave ingenting.Heldigvis kan man skrive breve, hvis man synes, at man har nogle problemer, man ikke kan løse, og nogen gange er løsningerne meget enkle, selvom de kan synes svære.
Anna Panduro har fungeret som "devising dramatiker", hvilket ofte betyde manuskriptudvikler, men det fremgår i så fald ikke, hvem der rent faktisk har skrevet stykket og fortjener betegnelsen manuskriptforfatter.
Jacob Langaa-Senneks scenografi gemmer på flere små overraskelser undervejs, og iscenesætter Jacob Stage har formået at få det fineste frem i de tre seje kvinder på scenen. Mathilde Eusebius emmer af smil og god energi, når bare ikke en af veninderne er irriterende.Theresa Lange Olesen har et forbløffende kropssprog, der virkelig formår at give udtryk for de frustrationer, der følger med, når man ikke kan tage en beslutning. Endelig er der Therese Glahn, der på afdæmpet rørende vis formår at formidle at bare fordi, man nogen gange skal have lov til at være lidt for sig selv, kan man stadig have et behov for at være sammen med andre, når man er klar til det.
Man fornemmer, at det unge publikum virkelig kan spejle sig i disse karakterer, og bagefter er det flere, der lige skal op for at tale med de medvirkende og måske få en krammer. Større ros kan de medvirkende næsten ikke få.I HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE? spiller de tre skuespillerinder med en lethed og en ynde, der får alt hvad de gør til at virke overkommeligt, og dermed afspejler deres udførelse forestillingens titel og pointe på smukkeste vis.
Genialt, sjovt og begavet!
Teater Hund & Co gør det igen. Hvor svært kan det egentlig være? Faktisk er det hundesvært, men det ligner en leg, når alle hundekunstnerne sættes i spil i selskab med Mathilde Eusebius, Theresa Lange Olesen & Therese Glahn instrueret af Jacob Stage. Anna Panduro har været devising dramatiker, hvilke vil sige at man improviserer sig frem til det endelige resultat. Det mærkes tydeligt, for det legende går som en forgyldt tråd igennem forestillingen. Det er svært ikke straks at blive revet med. Det er en fryd at opleve.
Mathilde drømmer om at blive valgt, men det bliver hun sjældent. Hun er uden for det fællesskab hun drømmer om at være en del af. Theresa har svært ved at bestemme sig, hvad skal hun vælge? Skal hun det ene eller det andet? Hvordan bestemmer man sig? Hun er fanget lige i det øjeblik, hvor hun skal vælge, det er umuligt for hende. Therese vil allerhelst bare være for sig selv. Hun er indadvendt og stille. Foreslår at de skal lege gemmeleg, men gemmer sig ofte så godt at hun bliver væk, for hun vil slet ikke findes. Hun har bare brug for at være lidt alene, inden hun er klar til at lege med de andre. De tre venner har svært ved at finde en leg de kan lege, for hvordan kan det hele kombineres? De skriver om det til deres brevkasse, der dykker ned i præmiepokalen og finder en løsning.
Man skal bare være sig selv. Mærke efter, spørge kroppen - og slappe af. Ja, det er let nok at sige, og så er det ligegyldigt om man er barn eller voksen.
Forestillingen handler om at være sammen, om fællesskab og måder at være sammen på. Der er intet overflødigt. Kun det, der skal til, når man er i øjenhøjde med sit publikum. Vi bliver taget med ind i os selv, hvor vi mærker efter - og slapper af med de forskelligheder, vi hver især rummer. Det er så enkelt - og alligevel så svært, men sammen kan vi det hele.
Scenografien af Jacob Langaa-Senneker er storslået. Vi er både på boldbanen, i stuen, ude og hjemme. Lyssætningen af Mikkel Magnus Olsen er flot og lyden af Brian Larsen gør det hele endnu bedre. Til overmål får vi den skønneste udgave af Eric Carmens "All by myself" baseret på et tema fra Rachmaninoffs 2. klaverkoncert. Der er ikke er øje tørt. Det går lige til hjertet. Det balancerer lige der imellem sorg og glæde, der gør at alle griber det. Stor som lille.
Det handler om noget, og det gør at vi går derfra besjælede og glade, for vi har lært noget væsentlig om at være menneske. Store ord, for det er trods alt "bare" en børne- og familieforestilling, men det viser, hvor godt det kan gøres, når man har hjertet med.
Tillykke til Teater Hund & Co.
Se forestillingen og mærk det selv. Det er forrygende, vidunderligt - og legende let!
I tilgift er det altid en glæde at opleve børn se teater. Lille lyshårede Jakob havde taget sin hundebamse Bo med i teatret. Hunden var ligeså stor som ham selv, og fyldte halvdelen af teatersædet. Sådan som de sad der side om side, mens Jakob knugende Bo ind til sig, var der ingen tvivl om, at de var bedste venner. Jeg sad og funderede over, hvor lykkelige og trygge vi alle ville være, hvis vi tog vores yndlingsbamser med os ud i verden.
En rigtig god oplevelse og fem (ud af fem) stjerne fra Viola på 6 år!
Min 6-årige datter Viola havde iført sig det fineste (udklædnings)tøj – en flamingokjole og høje Elsa-støvler (fra Disney-filmen Frost), for vi skulle jo i teatret!
Hunden med i teatret
– Og hvor var det egentlig bare en fed følelse, da vi sammen gik hen mod teatret, og fik øje på skiltet, hvor der stod ”Teater Hund”.
”Der er det, mor”! sagde Viola fuld af begejstring. For med hånden på hjertet, så er det bare lidt federe at gå i teatret end f.eks. i biografen.Da vi træder ind i den lille foyer, bliver Violas flotte kjole hurtigt bemærket at de ansatte på Teater Hund. Viola hiver straks den medbragte paillettaske frem og viser, at hun selvfølgelig også lige har taget en tøjhund med – for teatret hed jo Teater Hund!
Så er vi klar! Og Teater Hund leverer varen
Vi kommer ind i den hyggelige teatersal og forestillingen starter! De tre skuespillere: Mathilde Eusebius, Theresa Lange Olesen og Therese Glahn spiller ”sig selv”.Forestillingen handler om tre piger, der skal finde ud af at lege sammen, selv om de er vidt forskellige.
Therese Glahns karakter er den lidt tilbagetrukne type, der helst vil lege for sig selv og have ro omkring sig. Theresas karakter har svært ved at beslutte sig og Mathildes s karakter er en type, der meget gerne vil vælges af de andre.
Forestillingen er en rigtig Teater Hund forestilling. Den tager nemlig udgangspunkt i en væsentlig problematik, belyser den, og giver brugbare løsninger.
For hvordan finder man ud af at lege godt sammen, hvis man alle sammen vil noget forskelligt?
Du får helt sikkert grinet en masse!
Forestillingens scenografi er bygget op som en sportshal med mange virkemidler. Der er et løbebånd, en drejescene, flot lys og minsandten om der ikke også er et tårn, der bliver tryllet om til en “spørgekasse”.Udstyret med en trækfløjte – i bedste Klaus Hagen Petersen stil – bliver Therese til en børneudgave af Trine Bryld, hvor hun svarer på livets svære udfordringer, når hun modtager spørgsmål fra Therese, Theresa og Mathilde, der har det svært med nogle ting.
Men som ekspertens slutsang lyder ”Hvor svært kan det være”? Så ender de tre piger nok med at finde ud af det hele alligevel.
Giver dig noget at tale med dit barn om
Forestillingen er virkelig velspillet og Theresas rolle er kanon sjov, hun laver de sjoveste bevægelser og udtryk, så salen skraldgriner. Mathilde har en solosang, hvor hun gir den max gas på sangscenen. Og Therese har fundet en rigtig god ekspertkarakter, som et mix af Klaus Hagen og Tine Bryld.Emnet er jo brandvarmt, for hvem er ikke bange for at skille sig ud –og være udenfor i skolen, når der skal laves legegrupper i frikvarteret?
På hjemvejen kan Viola selvfølgelig allerede huske sangen, og sidder i Metroen iført flamingokjole og skråler ”Hvor svært kan det vær´”!
Og ja, hvor svært kan det egentlig være? I skal da bare ind og se forestillingen!
Nøj, hvor har vi savnet at være i teateret. I fredags kunne vi heldigvis hoppe i bilen efter arbejde, skole og børnehave og køre til krudttønden, hvor Teater hund havde inviteret os til premiere på forestillingen Hvor svært kan det være.
En hjertevarm forestilling der satte gang i både grin og indlevelse. I sportshallen mødes tre venner. Men når man er ret forskellige, kan det være svært helt at finde hinanden og ikke mindst finde de lege, hvor alle kan være med. Det lyder som en klassisk Three's a crowd - men det er meget mere end det.
Konflikterne mellem pigerne opstår ikke, fordi piger er onde eller pigefælleskaber er svære. De opstår fordi pigerne er mennesker. Og deres styrker samtidig er deres svagheder. Når Therese er introvert føler vennerne sig afvist. Når Mathilde gerne vil vælges til alt, trækker vennerne sig og føler at hun er lige lovlig dominerende i fællesskabet. Det gav anledning til en masse snak i bilen på vej hjem.
Oven i den svære tematik om venskab og fællesskab er stykket proppet med sjove danse og god popmusik. Og hvis du spørg Emil, hvad det bedste ved stykket var, svarer han med det samme den dansende gris.
Therese Glahn, Mathilde Eusebius og Theresa Lange Olesen spiller med hele deres krop og det er altid en styrke i børneteater, hvis du spørg mig.
At finde et stykke der lykkedes med en bred målgruppe er ikke altid nemt, men her var både Iben og Emil godt underholdt, så er børnene mellem 5-12 år kan man tage afsted sammen. Stykket spiller til 6. marts.
Skal I i teateret i vinterferien?
Velspillet teatershow om at turde vælge
Teater Hund og Co. sætter med den show-lignende forestilling ’Hvor svært kan det være?’ ord på det bekymrende ved at vælge til og fra.
Hvor svært kan det være at træffe et valg? For de tre piger, som vi møder i forestillingen ’Hvor svært kan det være?’ fra Teater Hund og Co., er det ikke så nemt endda. De mødes i en sportshal og skal forsøge at finde på noget at lege sammen. Men den ene vil helst være alene, den anden vil helst ikke vælge, og den tredje vil helst ikke fravælges.
Det er de tre grundindstillinger, som skuespillerne Theresa Lange Olesen, Therese Glahn og Mathilde Eusebius på fornem vis fastholder i deres karakterer, mens forestillingens scener skifter stilmæssigt imellem dialoger, monologer, abstraktioner og fysiske indslag.
Forestillingen er skabt via devising, hvor man ikke har haft et færdigt manuskript fra begyndelsen, men ud fra nogle fastsatte rammer har improviseret og fremdyrket den endelige historie.
Det har resulteret i en række scener, der principielt hænger sammen som en sammenhængende fortælling, men som også har sceniske kvaliteter hver for sig. Her er det især de grundlæggende karaktertræk, der går igen igennem scenerne.
Særligt tydeligt er det hos den ubeslutsomme, der spilles af Theresa Lange Olesen, hvor hvert eneste skridt synes at være en konfliktfyldt kamp imellem højre og venstre fod. Mathilde Eusebius er den energiske af de tre, og hun balancerer karaktermæssigt imellem at være selvsikker og resolut, men samtidig frygte hver eneste mulighed for at få en afvisning.
Therese Glahn, der spiller den introverte, udtrykker fint det stille og tilbageholdende i sin karakter, og det bliver samtidig hendes fortælling, der driver forestillingen fremad, når hun i gemmeleg gemmer sig så godt, at ingen kan finde hende.
Livets store og små valg
Som et tilbagevendende element i forestillingen er en brevkasse a la børne-tv, hvor de tre pigers spørgsmål besvares med floskler som ’vær dig selv’ og ’lyt til din krop’. Men selvom svarene er flyvske, så hjælper de. Pludselig bliver det knapt så vanskeligt at vælge en leg, hvor ingen bliver bange for at træffe svære valg.
Der er mange gode og muntre øjeblikke i ’Hvor svært kan det være?’, hvilket dels skyldes de tre skuespilleres humoristiske sans, og dels skyldes de mange lege og boldspil, som forestillingen kredser omkring. Man kan ikke undgå at smile, når man ser, hvor sjovt de har det.
Men forestillingen går ikke kun fra 0 til 100, men også fra 100 til 0, hvad angår energi og tempo. Det sker, når forestillingen zoomer ind på en enkelt karakter, der igennem en stille monolog udtrykker sine følelser og bekymringer. Her går luften desværre fuldstændig af ballonen, og i den efterfølgende scene mærker vi, hvordan vi skal kæmpe os tilbage til det energiniveau, som vi forlod.
Lige så gennemført, som de tre skuespillere udfylder deres roller, lige så ufærdigt – eller måske ubeslutsomt – synes konceptet at være. Særligt den veludførte scenografi af Jacob Langaa-Sennek, der sammen med Mikkel Magnus Olsens blinkende lysdesign leder tankerne hen på et tv-show fra 90’erne, lægger op til noget, som ikke bliver indfriet i forestillingen. Scenografien er dog ikke skabt til denne opsætning, men er genbrugt som led i teatrets bæredygtighedspolitik, hvilket altså her synes at være på bekostning af helhedsindtrykket.
De tre medvirkende stikker også indimellem hovedet ind på scenen, mens de er iført et dyrehoved som maske. Det ene af dem, som vi ser mest til, er en gris. Dét fortællegreb forstår denne anmelder ikke en brik af. Det virker lidt, som om maskerne er blevet købt, og nu skal de bruges for ikke at gå til spilde.
Men uanset om der er en idé med dem eller ej, så fremprovokerer de reaktioner hos de yngste blandt publikum, at der sådan dukker dyrehoveder op i ny og næ.
Men trods de lidt for løse rammer og tempomæssige udsving, så bliver forestillingen alligevel en hyggelig og underholdende sag, der sætter ord på de svære valg i livet – store som små, fravalg som tilvalg – som vi allerede i en tidlig alder står ansigt til ansigt med.