Hvor Går Grænsen… Hen?

ANMELDELSER

Jeg er vild med Teater Hunds forestillinger.

Teatrets nyeste forestilling, "Hvor går grænsen... hen?" i Krudttønden, er både kluntet og vidunderlig. Kluntet, eftersom den rent visuelt næsten spænder ben for sig selv i starten. Vidunderlig, fordi teatret som altid tager fat i noget af det sværeste, som end ikke voksne kan finde ud af, også tilmed tager sigter direkte på børnene, eftersom de naturligt har meget større mulighed for at efterleve det. Det er i hvert fald, hvad jeg synes efter forestillingen.

Forestillingen er skabt i samarbejde md Kunstkollektivet FAMILIEN og bliver instrueret af Lene Skytt fra FAMILIEN efter et manuskript af Rosa Sand.

Det ligger allerede i titlen: "Hvor går grænsen... hen?" Det lille påhæftede "hen" gør hele forskellen. Uden det ville det straks blive en krænkelsesparat forestilling, men ærindet er meget større og videre end det. Teatret sigter hver gang himmelhøjt og det er i sig selv unikt. Hvor kan man ellers opleve den slags børneteater?

De tre skuespillere, Gry Guldager, Birgitte Prins og Joakim Jarl Sejergaard, spiller afvæbnende naturligt og uden manerer i Lene Skytts præcise instruktion. Der er en enkelhed over hele forestillingen, men det er også en enkelhed, der rent visuelt er på grænsen af, hvad der er til at holde ud. Scenografen, Siggi Óli Pálmason, har valgt uklædelige løsninger, hvor der flyttes rundt på borde og stole hele tiden. Det ligner noget taget ud fra en forestilling fra 70´erne. Det er selvfølgelig også en del af en underliggende komik, men smukt er det ikke. Til gengæld er præmien, rent visuelt, at så snart vi begiver os med ud på den rejse, der er så central i historien, følger vi med de tre hovedpersoner på vejen ind i en forunderlig verden, hvor scenografien fortæller det hele. Ellen (Birgitte Prins) skal lære at sætte grænser og skal derfor også lære sine egne grænser at kende, og derfor opsøger de tre grænselandet sammen.

Der er også en enkelt Snegle-sang i forestillingen af Rasmus Månsson, der bliver sunget med bravur af Joakim Jarl Sejergaard. Sikke en stemme, der rammer rent ind i hjertet. Jeg sidder og får en klump i halsen.

Børneteater kan noget særligt. Som voksen elsker jeg den enkelhed, der ofte bærer forestillinger for børn, for ellers fungerer det ikke. Derfor er det så inspirerende at se børneteaterforestillinger. Som voksen er det en skøn mulighed for at falde tilbage i en verden af i går. For barnet inde i os, er der stadigvæk - og det er dejligt at få det aktiveret. Det sker på fornem vis i Teater Hunds seneste forestilling.

Teater Hunds forestillinger holder spejle op foran det omgivende børne- og voksenliv. Man gør og logrer af teatrets forestillinger - og ofte er man heldig at få et spil med hjem, hvor man kan lege videre og blive endnu klogere på, hvem man er og hvordan man finder ud af at sætte grænser og mærke, hvor egne og andres grænser går.

Vigtigt teaterstykke for de 5-12-årige: Hvor går grænsen... hen?
Kunstkollektivet FAMILIEN og Teater Hund & Co. har sammen produceret forestillingen 'Hvor går grænsen... hen?', der i øjeblikket kan opleves på Krudttønden. En børnevenlig og lærerig skildring af, hvordan man lærer at sætte og overholde grænser.

Fra ét morgenbord til et andet
Vi ankom til Krudttønden i sidste øjeblik inden dagens første forestilling, og fik pladser bagerst i den fyldte sal - heldigvis med perfekt udsyn til scenen for både min 5-årige og mig selv. Da lyset slukkede over sæderne og rettede sig mod scenen, var det som at træde direkte tilbage i den morgensituation, vi selv lige havde forladt derhjemme. Yoghurt, brikjuice og forældre, der vender dagens planer over en kop kaffe.

Pyt-knapper og nej-hatte
Familien på scenen består af en pige og hendes forældre. De har både en nej-bødekasse og en pyt-knap derhjemme, fordi alt helst skal forblive godt og positivt. Men det er fra starten tydeligt, at ingen af dem formår at mærke efter og sætte grænser. Hvilket kun understreges, da pigen mødes med sin bedste ven og hans tvillingesøster, som har helt andre tilgange til grænsesætning. Vennen har en kæmpe nej-hat på og hans søster er grænsesøgende, og kommer nemt til at overtræde andres grænser.

På tur til grænseland
De tre venner tager på eventyr sammen, og møder en magisk snegl i grænseland, der lærer dem at sætte tempoet ned, og mærke efter, når der skal sættes grænser og løses konflikter. På den måde skabes der større harmoni og balance blandt de tre, samt inden i dem hver især. En læring, der er vigtig for børn - og voksne - i publikum at bide mærke i. For hvis vi vælger til og fra ud fra vores egne grænser, bliver det også nemmere at indgå i et fællesskab, hvor alle har det godt.

Store refleksioner hos de små
Eftersom forestillingens målgruppe er børn fra 5-12 år, og emnet er ret alvorligt, var jeg i tvivl om, om min datter på 5 år var for lille til at få noget ud af budskabet. Men hele dagen var hun meget optaget af at tale om grænser og det gode ved at sige nej, når man mener nej. Vi fik også et spil med fra teatret, som handler om at tage stilling til forskellige problemstillinger, hvor man skal tage sig tid til at mærke efter. Det har vi spillet herhjemme med stor succes.

Relaterbart indhold
Som forælder synes jeg også, at forestillingen satte tanker i gang i forhold til vigtigheden i at lære sine børn at sætte grænser på en sund og tydelig måde over for andre og sig selv. Samt en god reminder om, at den bedste måde at gøre det på, er ved selv at være tydelig i sin grænsesætning, samt at respektere børnenes personlige grænser.

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.

Elly har altid ’et smil på læben’. Det fortæller hendes forældre i hvert fald, når de sidder hjemme i det orangefarvede køkken og er positive. Så Elly smiler og smiler, indtil hendes læber er helt stive.

Det gør hun også, når hendes to venner behandler hende vildt uretfærdigt. For Elly magter ikke at sige NEJ. Uanset hvor ked af det, hun bliver. I hvert fald lige indtil den dag, hvor hendes veninde klipper vingerne af den engledukke, Elly har fået af sin farmor…

Det er det beske afsæt for Teater Hund & Co.s sjove og uforudsigelige forestilling, skabt med Kunstkollektivet FAMILIEN, ’Hvor går grænsen… hen?’, for de 5-12-årige. For forestillingen handler om at sætte grænser. Den viser den blide Elly i en masse groteske situationer, inden hun fanger pointen om, at hun faktisk godt må sige fra.

På det tidspunkt har vi som tilskuere vist også alle sammen forstået princippet: At det er okay at sige, at der er noget, man ikke kan lide – særligt når det er noget, som andre gør over for en.

To kroner i NEJ-kassen

Rosa Sands spøjse tekst har en effektfuld og dagligdags dialog mellem Elly og forældrene, der insisterer på, at man skal lægge to kroner i den orange NEJ-kasse, hvis man kommer til at sige nej. Replikkerne flyver hen over køkkenbordet. Og dialogen mellem legekammeraterne er faktisk endnu vildere. For her sættes situationerne på spidsen – med replikker, der viser, hvor hensynsløse og rå børn kan være over for hinanden. Og med det magiske ord ’undskyld’ som forestillingens vigtigste nøgle.

Da Elly stille spørger: ’Hvorfor ødelagde du min engel?’, svarer veninden bare ufølsomt: ’Skulle du spørge fra nogen?’ Ordene udtales som en voksenkliché midt i barneusikkerheden. Netop derigennem fanger teksten flot børnenes sårbarhed.

Og senere lykkes det også helt uproblematisk for teksten at bevæge sig over i et eventyrunivers undervejs. Med eller uden tilsætning af overpædagogisk symbolsang.

Lene Skytt har instrueret forestillingen med energi og klare pointer. Kontrasterne er stærke og sjove i Teater Hunds yndlingsstil: En teaterkarikatur, der både er jordnær og kærlig. Tilsat en sjov sneglesymbolik, som børnene tydeligvis tænder på: Det lille, sårbare væsen, som kommer så langt med sin langsommelige stædighed.

Orange og turkis

Scenografen Siggi Óli Pálmason har et skønt blik for fortællingens kontraster. Alt i scenografien leger med farver i Krudttøndens lille scenerum, der også bliver udforsket både i højden og i dybden. I Ellys families køkken er alting orange, lige fra køkkenbordet til familiens slidte PYT-knap. Familiens tøj er også orange. Sammen med tallerkenen og appelsinjuicebrikken. Perfektionen er åbenlys.

På biblioteket er alting derimod turkisgrønt; selv bøgerne er grønne alle sammen. Og så er der det forjættende ’grænseland’, hvor alting hænger i snore fra loftet – og symbolsk nok også i røg, som om tingene svæver på skyer.

Magien hjælpes frem af Flora Brandts lysdesign, der løfter fortællingen fra køkkenets ultrarealisme til en symbolsk togkupe – og videre over i et sølvhvidt drømmeland, hvor ting er selvlysende. Med en snegledukke som elsket gæst undervejs.

Forskrækkelsesgrænsevagt

Skuespilleren Birgitte Prins har en fin langsomhed over sig i rollen som den alt for søde Elly med det modige hjerte. Hun er virkelig en JA-pige. Hun vil bare gerne have lov til at være i fred, men alle har travlt med at lave hende om. Hendes læber smiler, mens hendes øjne bare leder efter en nødudgang. Indtil hun altså bliver så trodsig, at forældrene pludselig bliver helt nervøse. Og indtil hun endelig får glade øjne.

Joakim Jarl Sejergaard er god til at spille hendes irriterende ven. Hans øjne er i hvert fald helt uden liv, når han bare insisterer på, at man godt må holde sin ven uden for legen. Han er en ægte NEJ-dreng.

Men det er Gry Guldager, der sætter fut i forestillingen med sin boblende energi. Først som Ellys eksplosive ven, der ikke helt kan styre papirsaksen, når hun kommer i nærheden af en engledukke. Og senere som en blid og fantasisøgende bibliotekar, der helst bare vil have, at alle skal have det godt.

Gry Guldagers spil kulminerer dog i rollen som grænsevagt med kasket og grænsebom, hvor hun giver forestillingen dens afgørende surrealistiske strejf. Når hendes forskrækkelsesgrænsevagt patruljerer grænselandet, er der ingen, der kommer ind – eller ud igen. Heller ikke en saksepige.

PYT-knap og NEJ-kasse

’Hvor går grænsen… hen?’ er en forestilling med masser på hjerte. Forestillingen er set fra barnets perspektiv. Men samtidig retter den et nådesløst røntgenblik mod moderne forældres frygt for selv at sætte grænser og sige nej til børnene og til hinanden. Det er ganske forfriskende. Forældrenes nakkehår rammes med overbærende komik og svirp!

Derfor glemmer man også hurtigt, at forestillingens første scener humper lidt ujævnt og umusikalsk af sted – og at guitartonerne og Rasmus Månssons lyddesign virker mærkeligt effektjagende. Som de siger det i forestillingen: ’Tryk på PYT-knappen!’

For resten er så vellykket. Lige fra engledukkescenen og frem samler fortællingen sig til en seværdig forestilling om at respektere hinanden. Herfra lykkes den beske hverdagsfortælling om at være usikker på sig selv og om at mobbe andre, men også om at sige fra og om at passe på hinanden.

Men mest af alt om at smile både med læberne og øjnene. Også selv om der står en orange NEJ-kasse fyldt med tokroner derhjemme i køkkenet.

Har dine børn svært ved at sige nej? Eller siger de nej hele tiden? Eller har de bare sådan lidt svært ved, at vælge om de skal sige ja eller nej? Så skal de helt klart se forestillingen ”Hvor går grænsen…hen”.
Har I en ”nej-kasse”?
Jeg havde taget min 8-årige datter Viola med i teateret. Viola er nemlig rigtig god til at sige ”nej”! Hun siger det gerne flere gange om dagen. Nogle gange lidt for mange gange. I forestillingen findes der en ”nej-kasse”, med samme princip som en bande-kasse, hvor man skal lægge to kroner i kassen, for hver gang man siger nej. Min datter ville have været en fattig pige, hvis vi havde en ”nej-kasse”. Nå, men forestillingen handler selvfølgelig ikke om min egen datter. Nærmere en modsætning. Den handler nemlig om en pige, der slet ikke kan finde ud af at sige nej og sætte grænser.

Bøde for at sige nej
Pigens forældre har lige været på et kursus, hvor de lærte, at man ikke må sige nej, men at man skal have en åben tilgang til alle forslag. Derfor har de indført en ”nej-kasse” og en ”pyt-knap” derhjemme. Disse to tiltag betyder dog, at pigen slet ikke får lov til at mærke sine egne grænser. Det er selvfølgelig ikke så godt, for alle er nødt til at lære at sætte grænser.

Lær at sætte dine egne grænser
I forestillingen møder vi også en dreng, der er rigtig god til at sætte grænser, og drengens søster, der har lidt sværere ved det. Men hvordan lærer man, hvor ens egne grænser går? Vennerne må selvfølgelig drage til Grænselandet, hvor en sjov grænsebetjent til sidst lukker dem ind. I Grænselandet skal vennerne igennem en masse forhindringer – ikke forhindringer som vi kender dem, men personlige forhindringer. Personlige forhindringer som skal lære dem noget om at sætte grænser.

Dine børn/børnebørn vil elske det
De tre skuespillere spiller super godt, og der er flere sjove karakterer. Scenografien er farverig og scenerne skifter flere gange. I den fortryllede grænseskov hænger der flotte og spændende ting ned fra loftet. Det giver den perfekte oplevelse af ”hemmelig skov”. Forestillingen er rigtig god at se sammen med dine børn eller børnebørn. Derefter kan I tage en snak om at sætte grænser. I får også jeres helt eget grænsespil med hjem, hvor børnene kan lære mere om at sætte grænser.

Tilgængelighed
Selvom Teater Hund holder til I Krudttønden lige i centrum af Østerbro, er tilgængeligheden rigtig god. Sidder du i kørestol som jeg, er der to handicappladser lige uden for teatret og to mere et lille stykke væk. Kan du tage det offentlige, går bussen lige til døren. Du kan også tage metroen til Poul Henningsens Plads og gå/trille resten af vejen.

Der findes en fin rampe ind til teatret, hvor der også er en stor foyer, hvor du kan købe drikkelse og snacks. Du sidder fint i salen, enten på en stol, hvis du kan forflytte dig, eller for enden af en stolerække. Der findes desværre ikke et handicaptoilet, men to mindre toiletter.
Personalet er utrolig søde til at hjælpe, og du får lov at komme først ind i salen, så du selv kan vælge en tilgængelig plads.

Kunstkollektivet Familien og Teater Hund har sammen skabt en kær lille opbyggelig forestilling for de 5 til 12-årige om det vanskelige ved at skulle sætte grænser.

I HVOR GÅR GRÆNSEN… HEN?, der har til huse i Krudttønden på Østerbro, formår Birgitte Prins med diskrete midler at illudere en lille pige, der får sig grænser overtrådt. Da hendes bedste ven holder en anden fra klassen udenfor, ender det med, at den lille pige får klippet vingerne af sin yndlingsting – en engel. Men måske hvis hun og hendes bedste ven i stedet havde inddraget den tredje i legen, var det slet ikke gået så vidt. Måske kunne den lille pige bare have sagt stop?

Godt rustet med en stor bog om grænser begiver den lille pige sig til Grænseland for at lære at forstå og at sætte grænser. Scenografen Siggi Óli Pálmasons idylliske orangedominerede hjem står i skarp kontrast til den mere mørke men også mere virkelige verden, der åbenbarer sig for den lille pige i Grænselandet. Måske er der i virkeligheden også nogle grænser, som den lille pige bliver nødsaget til at sætte i sit barndomshjem, så hun ikke hele tiden bliver tromlet af forældrenes regler?

Joakim Jarl Sejergaard er den kæreste snegl og synger i øvrigt ganske glimrende. Gry Guldager tager sig på veloplagt vis af forestillingens skæve karakterer. Vi møder blandt andre en grotesk bibliotekar og en striks grænsevagt, der bestyrer en fiks grøn grænsebom, som minder ikke så lidt om en standerlampe.

Manuskriptforfatteren Rosa Sand og iscenesætter Lene Skytt synes begge at have fornemmelse for målgruppens problemer, og man fornemmer en relevans i resultatet af deres samarbejde.

Forestillingen HVOR GÅR GRÆNSEN… HEN? ledsages også af et samtale-spil, der kan perspektiver teateroplevelsen for børnene. Men forældre bedes venligst acceptere aldersgrænserne, da det ikke er rimeligt, at grædende eller på anden vis støjende babyer skal forstyrre oplevelse for målgruppen.