HVEM BESTEMMER

Hvem bestemmer – poetisk samspil i Storm P-menageri.

Teater Hund & Co genopsætter den fine fortælling Hvem bestemmer, der både byder på en fantasikildrende scenografi for pilfingre og en legesyg afsøgning af det eviggyldige bestemme-tema.
Øjet vandrer begærligt over scenen, mens vi sætter os til rette. For hvad er mon alle de sager, der hober sig op på de fem reoltårne, der står spredt i rummet og lokker enhver potentiel pilfinger? Jesper Bruun og Malik Grosos kommer ind og sætter straks rammen. De er til pasning.

Hvem bestemmer, hvad der er pænt?
De er lidt usikre på, hvad der mon skal ske. Jesper Bruun vælger i første omgang at spejle Malik Grosos’ kropssprog som det første trin i de tos legende dans omkring titeltemaet “Hvem bestemmer”. Det skal de selv finde ud af, for der dukker ingen pædagoger op. Kun en plinglyd, en lysende lampe og en stemme, der byder velkommen til pasning og opfordrer de to til at give tid til tingene.
Det kan man gøre på forskellig vis, og mens Malik Grosos går efter den rigtige løsning, tager Jesper Bruun den mere kreative tilgang. Den ene sorterer grimt og pænt, mens den anden bruger lysets magi til at finde det smukke i det grimme.

En and og en kanin.
På lysbordet kommer de “pæne” ting til kort, så da lampen melder “Tid til bygning”, vil Malik Grosos gerne samarbejde med Jesper Bruun. Men nu vendes rollerne om, for Bruun har travlt med sin egen konstruktion af rullende bolde og sender replikken “Det er bedst, at der kun er en, der gør det” retur.
Grosos må selv på den og bygger en dans med en smukt mønstret spiralinstallation, inden han alligevel hidkaldes til hjælp i Bruuns hjørne. For to er selvfølgelig bedre end en, når man skal bemestre tingene og folde fantasien ud. Et lille intermezzo af underlegenhed afløses hurtigt af glade trin og opdagelsen af, at verden både kan se ud som en and og som en kanin.

Eviggyldigt emne
Måske er der noget, man kan bestemme over, og noget, man ikke kan, konkluderer de to og beslutter sig for at bestemme, at de skal bygge noget sammen. Over stok og sten foldes nu hele sceneriet af dimsedutter, paraplyer, dominobrikker og sæbebobler ud i en sand Storm P-maskine af fryd i en leg, der kan forlænges det uendelige.
Hvem bestemmer havde urpremiere i 2017 og er nu tilbage med ny besætning. Historien er også uopslidelig, for hvem, der bestemmer, er et vilkår, vi alle konfronteres med hver dag. Forestillingen gør os klogere på det vilkår på den mest legesyge maner med to skønt samspillede karakterer, der fylder virkeligheden med poesi og humor.

Hvem bestemmer anbefales til 3 – 8 årige og deres voksne.
Anne Liisberg / ISCENE

Lærerig forestilling for de 3-8-årige: Hvem bestemmer?
Teater Hund & Co. har netop haft premiere på forestillingen 'Hvem bestemmer?' på Krudttønden. En fin og lærerig skildring af forskelligheder og venskab, som min 6-årige datter og jeg grinede os igennem.

Formiddag på Østerbro
Vi gik hjemmefra i god tid, tog metroen til Vibenshus Runddel, og gik gennem Fælledparken over til Krudttønden. På vejen var der både tid til at bestige bakker, løbe på fodboldbaner, lege på de mange legepladser langs Serridslevvej og spise en lille snack i efterårssolen. Med den værste krudt løbet af os, og med lidt mad i maven, var vi klar til at vende snuderne mod Krudttønden og overgive os til teatermørket for en stund.

Hvem bestemmer, hvad vi skal lege?
Vi blev taget godt imod, og blev vist ind i salen, hvor vi tog plads på en af rækkerne med madrasser, så vi kunne sidde rart og afslappet. Scenen foran os udgjorde en form for værksted med reoler fyldt med alverdens genstande. En dør blev åbnet, og to drenge, som ikke kendte hinanden, blev afleveret til pasning. De sagde ikke noget, men den ene blev ved med at efterligne den andens bevægelser. Børnene i publikum grinede højt - særligt når det ikke helt lykkedes ham at kopiere sin nye ven.

Pludseligt lød der en lyd fra den ene side af scenen - en ringelyd efterfulgt af en stemme, der fik mig til at tænke på en form for Big Brother eller Squid Game, som gav de to drenge korte instrukser om, hvad de skulle lave. Og her begyndte deres forskelligheder for alvor at skinne igennem. Mens den ene ville sortere ting, ville den anden hellere undersøge og være kreativ. Det var tydeligt, at de ikke forstod hinandens måder at lege på, og kun så tingene fra deres eget perspektiv.

Forskelligheder og venskab
Efterhånden fandt de to ud af at kombinere deres idéer, så alting pludseligt gik op i en højere enhed. Som en fælles forståelse for, at legen kun blev sjovere, når flere forskellige input fik lov at spille sammen. Det var mit klare indtryk, at børnene i salen var helt med på, at det var drengenes samarbejde, der gjorde, at opgaven lykkedes til sidst. Forhåbentligt tager de det med sig ud i verden, og husker på, at det ikke kun er én person, der bestemmer, når man leger sammen.

Efter forestillingen fik børnene som altid tilbudt et "spil", som de kunne tage med hjem. Denne gang fik alle børn en guide til sjove gangarter, samt en glaskugle og en guide til at lave deres egen kuglebane ud af ting, de kan finde derhjemme. På vej retur mod metroen, ville min datter gerne gå en anden vej end den vi kom fra, hvilket indledte en lille snak om, hvem af os, der skulle have lov til at bestemme. Og rigtigt nok pointerede hun, at det var mig, der bestemte på turen herhen, og at det derfor måtte være hendes tur nu.

------------------------

Hvem bestemmer egentlig hvad der er rigtigt og forkert eller hvordan man skal lege med legetøj eller andre ting? Og kan noget være to ting på én gang – og hvad nu hvis der ikke er noget rigtigt svar? Dette handler Teater Hund og Co´s forestilling Hvem bestemmer? om.

Vi befinder os i en kombination af en digitaliseret børnehave og et opfinderværksted. Overalt hænger der dimser og dutter og to personer indfinder sig på scenen. Malik Grosos er den regelbundne og ordentlige type, mens Jesper Bruun er mere løssluppen og fantasifuld i sin tilgang til dette lidt underlige univers.

De får instruktioner via en stor højttaler, f.eks Byggetid. Straks går de begge igang med at bygge. Men de er ikke enige. Den ene vil sortere så alle de pæne genstande, dvs dem der er hele og skinnende, står på rad og række. Den anden samler de såkaldt grimme og forkastede dele væk og laver en helt ny og farverig verden, hvor de ordnede og ens genstande bare bliver mørke og uformelige klumper.

Julie Kyhls scenografi minder om et finurligt opfinderværksted, hvor de to medvirkende boltrer sig. Deres samspil er fint og afstemt og selvom deres udgangspunkt er langt væk fra hinanden, nærmer de sig en tilstand, hvor de begge kan lege med. Hver især giver de plads til den anden og deres fantasifuldhed. Den ene danser og fanger stjerner og den anden blæser rundt som en orkan. Tilsidst ender de to legebørn da også med at bygge en fælles kuglebane af alle de dele vi kan se på scenen. Grosos og Bruun vækker begejstring hos børnene, når de f.eks tumler sammen henover scenen i nærakrobatisk snilde.

Sofie Christiansen har iscenesat Hvem Bestemmer? som en hyldest til fantasien og med stor respekt for sit publikum og en opfordring til at gå på opdagelse i selvsamme fantasi. Forestillingen hylder forskellighed og forsøger at afmontere den tankegang der dikterer, at noget er rigtigt og alt andet er forket. Tværtimod opmuntrer den til opfindsomhed og imødekommenhed og det kan vi nok alle bruge, ikke mindst de forstokkede voksne, der ledsager deres børn til forestillingen.

Børneforestillingen HVEM BESTEMMER? hittede i 2017 med Anne Dalsgaard og Katharina Kamber som legekammerater. Syv år efter har Teater Hund fået den gode ide at genopsætte forestillingen i en let revideret udgave – nu med to Jesper Bruun og Malik Grosos som to drenge, der finder på, at de skal lege sammen.

I starten kæmper de lidt om, hvem der skal bestemme – og bliver næsten uvenner. Men efterhånden bliver de bedre til at skiftes, og efterhånden lærer de bare at lege sammen uden hele tiden at skulle tænke på, hvem der bestemmer.
Man kan pt. opleve den hyggelige og lærerige forestilling på Krudttønden, men gør klogt i at tage aldersgrænserne (3 – 8 år) alvorligt, for de giver faktisk mening.

Netop denne aldersgruppe klukker af fryd, når de to venner bærer rundt med hinanden eller danser gakkede danse, og ikke mindst de leger med de vildeste kuglebaner.
Jesper Bruun og Malik Grosos supplerer hinanden glimrende på scenen, med Jesper Bruun som den i starten lidt selvoptagede dreng, der finder sin indre hyggebamse frem. Malik Grosos, der er god til at udnytte sin fysik i forestillingen, giver den gas som godmodig spilopmager, der næsten ikke kan sidde stille.

Methe Bendixs manuskript rummer mange fine detaljer i forhold til børns adfærd i legesituationer, og de små kan faktisk lære en del af forestillingen.
Iscenesætter Sofie Christiansen sørger som altid for, at der bliver plads til en form for hverdagspoesi på scenen, og man får det simpelthen godt at se en forestilling som Teater Hunds HVEM BESTEMMER? på Krudttønden. Og så varer den kun 45 minutter – den helt rigtige længde i forhold til målgruppen.

(Michael Søby)

----------------------

SANDKIND og HVEM BESTEMMER? er to forestillinger, der på hver sin måde tager os med ind i ukendt land. Den ene er for de 3-8 årige af Teater Hund & Co. i Krudttønden, mens den anden er et voksenritual eller en meditation, hvor forskellige kunstneriske genrer befrugter hinanden og publikum i Skuespilhuset. Begge skabt i et forsøg på at give os mulighed for at møde os selv og hinanden på en ny og overraskende måde, og begge lykkedes i deres bestræbelser på at sætte noget fri i mødet med det ukendte. I mødet med sand og leg - og ikke mindst i mødet med os selv og det, der omgiver os.

Hvad betyder det at lege?
Hvad er det vi gør, når vi byder op til leg, dans og hygge?
Vi inviterer, men måske bestemmer vi også?
Vi lader som om vi inviterer andre med ind i en leg, men måske har vi allerede bestemt det hele, så den inviterede egentlig bare skal klappe af vores gode påfund. Men hvordan leger man på lige fod?
Det er slet ikke så enkelt. Måske er det underbevidstheden, der allerede har bestemt det hele. Hvad sker der, når det ikke lykkes – og hvad gør vi galt, når vi går galt i byen?

I Methe Bendix´ HVEM BESTEMMER? er det Malik Grosos og Jesper Bruun, der bliver placeret i et rum sammen ”til pasning”. Den ene spørger den anden: ”Skal du også passes?” Sproget er skønt, når det på denne absurde måde med sin passive tiltaleform, får sagt en masse, uden at sige noget – og alligevel siger det hele: ”Skal du også passes?” Det lyder som en anbringelse på et pakkedepot.

I starten har legen trange kår for de to på scene. For den ene vil ikke dele sin leg med den anden. Hvad er det egentlig, som sker? Det hele sker helt af sig selv, og det kan være svært at opfange de små signaler, for hurtigt er det noget, der bliver dømt inde, mens noget andet dømmes ude. Godt nok er det en børneforestilling for de 3-8-årige, men det er det samme, der udspiller sig imellem os i alle aldre. Vi kigger hinanden ud, og på et splitsekund, har vi bestemt, hvor skabet skal stå.

Men de kloge noterer sig måske, at pludselig er legen ikke sjov mere, når det ikke er noget, vi er fælles om. Hvis det straks bliver en konkurrence, er vi allerede ude på et sidespor. Sammen kan vi meget mere end vi nogensinde kan hver især. Det er det HVEM BESTEMMER? demonstrerer på fineste vis.

Forestillingen er oprindelig fra 2017, men i den nye version har det kunstneriske hold haft frie rammer. Ide og manuskript er af Methe Bendix. Laila Skjerning har været dramaturg. Forestillingen er båret af friskt og kækt humør, og er instrueret af Sofie Christiansen, der har en god rytmisk fornemmelse for at fange og fastholde de øjeblikke, hvor legen griber fat i os og bringer os helt nye og anderledes steder hen. Scenografien, af Julie Kyhl, er spændende og finurlig med alle de enkeltdele, der sat sammen på rette vis, giver afsæt for leg og samarbejde mellem de to på scenen. Ikke mindst i de scenografiske kuglebaner bygget af Rasmus Tjelle Finsen. Lydsporet komponeret af Thomas Dinesen leger sprælsk med. Det oprindelig lysdesign er af Jon Gelting, mens det i den nye version er af Nicolas Valet, der også er tekniker på forestillingen. Men først og fremmest er det de to skuespillere, Jesper Bruun og Malik Grosos, der gør os forelskede i legen og alt det vi kan med den, hvis vi gør den til et fællesleg – og det er altid det sjoveste. Deres glæde og samspil er smittende. Det er en fornøjelse at opleve.

Pudsigt nok var det teatrets geninvitation, der fik lokket mig af huse, for ud fra det tilhørende pressemateriale syntes jeg, at forestillingen lød ”for rigtig” og for pædagogisk. Med andre ord politisk korrekt. Så umiddelbart var jeg ikke varm på at se den. Men teatrets øvrige forestillinger har været så spændende, at jeg lod mig lokke – og det glædede jeg mig over bagefter.

Så lad forestillingens glæde smitte, der er masser af leg og underbygget alvor i denne lille perle af en forestilling, hvor der bliver sagt meget lidt, men til gengæld bliver der leget og eksperimenteret til den store guldmedalje – og det er skønt at opleve og lade sig inspirere af.

Men hvad betyder det at lege? Det er svært a sige. Måske ”bare” at fange øjeblikket og give sig hen til det i en leg sammen med andre – og det er næppe noget, der kun gælder for de 3-8-årige.

----------------------------

Sådan genfinder du lysten til at lege
Har du glemt hvordan man leger, eller er din fantasi sluppet op? Så gør dig selv den tjeneste at tage dit barn eller barnebarn i hånden og se forestillingen “Hvem bestemmer”. Du går helt sikkert derfra med en genfunden legelyst.

Varm velkomst og afskedsgave
På Teater Hund får du altid en varm velkomst fra det søde personale. Teatret, der er placeret i Krudttønden på Østerbro, er så hyggeligt, at du får lyst til at blive der og hænge ud i caféen både før og efter forestillingen.

Du går heller aldrig tomhændet derfra. Du får nemlig tit et lille spil eller andet med hjem.
i dette tilfælde får du en manual til at lave din helt egen kuglebane og fortsætte legen med dine børn.

Bevægelser siger mere end ord
Som voksen er "Hvem bestemmer?" den bedste børneforestilling jeg længe har set - for vi voksne skal også huske at lege. Når vi leger, lærer vi os selv bedre at kende, vi afprøver det mulige og mulige, og lærer hvem vi er sammen med andre. Og det behøver vi voksne jo også at blive ved med at træne. Oveni det, er forestillingen også sjov for os voksne - især når de to skuespillere lever sig ind i rollerne som små børn og viser legens finurligheder og gak og løjer. For de mindste er der også meget at hente, for der er næsten ingen replikker i forestillingen - for når man leger og bruger sin fantasi, behøves ingen ord.

“Det var rigtig sjovt, da de to skuespillere bar rundt på hinanden i en fjollet dans. Kuglebanen var også rigtig flot¨. Anne 5 år

Lev dig ind i børnenes univers
Skuespillernes mimik og måde at agere på, afspejler tydeligt hverdagen for de mindste børn. Det giver anledning til mange grin i salen, når skuespillerne fjoller rundt, bliver uvenner, sætter fantasien fri og til slut laver en fantastisk kuglebane sammen. Scenografien er flot og fyldt med dimser, lys, sjove lyde og overraskende effekter.

Tilgængelighed
Sidder du i kørestol, som jeg, kan du nemt komme ind på teatret via en rampe. Når du skal ind i salen, bliver du fulgt af en medarbejder, som viser dig din plads. Du bliver placeret på første række, hvor du kan sidde ved siden af dit barn. Det er desværre intet handicaptoilet men to almindelige toiletter. Til gengæld er der en rigtig hyggelig cafe, med masser af plads.

Der er to handicap parkeringspladser lige ud foran teatret, så det er nemt at komme til og fra.