Far, Mor og Børn – hver dag

I Voksenologisk Have med Teater Hund

»Sko på!« eller »Ro på!«? Teater Hund tager på grinagtig studietur blandt moderne stressforældre og robuste børn.

Teater Hund har altid haft et godt øje til de voksne. I hvert fald var det nok os, der lo højest og krympede os over at få vores dagsaktuelle, kaoshvirvlende kommandobjæf til alt og alle i børnehøjde lige i hovedet igen: »Sko på! Husk hjelmen! Spis nu op! SKO PÅÅ!«.

Det var lige før, man skulle tro, at Teater Hund havde installeret et spionkamera på mine hjemlige enemærker. Ramt lige på pletten, skønt det hele er en smule forstørret, ligesom en kæmpe mælkekarton og en megapakke smør udgør køkkenregionen – her hvor far, mor og børn tumler rundt og giver hinanden tøj på og kyler rundt med tasker og tallerkener. God morgen, familien Danmark!

Et moderne familiecirkus
Kender du typen? Det behøvede man i hvert fald ikke spørge de tilstedeværende børn om. På tilskuerpladserne gav de med kendermine deres besyv med, ligesom det barn, der på scenen er kastet ud i familiehurlumhejet, er den eneste, der formår at bevare et element af ro og overblik.

Om ikke andet så synes det moderne familiecirkus – som nødvendig overlevelseskompetence – at fostre nogle ret robuste børn. Frem for »Sko på!« lyder buddet herfra: »Ro på!«.

Forståeligt nok har barnet på scenen styrthjelm på. Det er nemlig blevet sendt lige ind i løvens hule, i stil med at forestillingen består af en række scener fra Voksenologisk Have – alt sammen kommenteret af en type a la Kloge Åge fra tv: »Her ser vi hunnen, det er en mor. Spændende. Hvad sker der, når hun ser en Troels?«.

Flerstemmig venindesnak
Bortset fra at flashe sit ’den gode mor’-smil har hunnen imidlertid toptravlt med alle de vigtige ting, hun har gang i – som nu dugen der ligger skævt og hylekoret af telefoner med flerstemmig venindesnak. Man behøver ikke være et superkompetent barn for at konstatere: »Hun har vist ikke tid til børn«.

Heldigvis er der fra Methe Bendix & co’s side ikke lagt op til nogen tudefjæshistorie fra den omsiggribende bekymringskultur om de moderne stressforældre og de stakkels børn.

De voksne får, så hatten passer, og det kan børnene også få noget ud af at genkende og grine højt af. Jo, det er et hårdt liv med de voksne, der altid har ret og må bestemme alt – men det er til at leve med, når vi nu »for åben skærm« kan se, hvordan de fjumrer rundt.

Et voksenologisk adfærdsstudie
Indlevelsen bliver nok lidt mindre (for børnene), fordi rollen som barn går på omgang mellem de tre toptunede spillere Anne Dalsgaard, Brigitte Prins og Troels Malling Thaarup og der i det hele taget ikke er nogen egentlig historie, man kan følge med i.

Men ambitionerne fra Teater Hunds side er ligesom med de tidligere forestillinger at få børn til at forholde sig til spørgsmål som angst og tankens magt.

Og hele det voksenologiske adfærdsstudie som ramme skaber ikke alene en skæg, men anskueliggørende distance – også selv om forestillingen synes at have lidt svært at ved at finde ud af, hvor den skal styre hen. Men det bliver til en slags happy end. Gæt selv, hvem der tager styringen.

Børneteater rammer plet ned i den spildte havregryn
Teater Hund har lavet en morsom skildring af det moderne familieliv

Findes der en fjernbetjening, der kan skrue ned for de voksne, når de skændes? Kan man dø af for meget Nutella? Og har mor overhovedet tid til børnene, når hun skal snakke i telefon hele tiden?
Det er nogle af de spørgsmål, Teater Hund stiller i deres helt nye stykke ’Far, morog børn – hver dag!’, der spiller
på Anemone Teatret i København.

Lussing og opvågning
Og sikke en lussing og på samme tid brat opvågning jeg fik mig, da jeg tog børneanmelderne med i teatret på premieredagen i fredags. For gad vide, om instruktøren har været hjemme hos mig for at blive inspireret til stykket? Har hun siddet med ved morgenbordet, hvor min mand læser avis, jeg, som er moren, stirrer træt ud i luften, og ungerne skovler halvdelen af havregrynene med mælk på ind i munden og halvdelen ned af det nyvaskede tøj?

Gemt bag døren
Eller har instruktøren stået gemt bag døren en af de utallige morgener, hvor vi i sidste øjeblik klokken fem minutter
i skolens morgensang styrter forvildet rundt om os selv for at finde vanter, hjelme, madkasser, bøger, tasker og racerbilen, der bare skal med i børnehave, for at sønnens morgen ikke braser sammen? Det er i hvert fald med den slags hverdagsscener, Teater Hund rammer 100 procent plet ned i det moderne familieliv, hvor det kan være
svært at leve op til at være barn i ’den perfekte familie’, når far er sur, mor er stresset, og læreren er skrap. Med en tur rundt i ’voksenologisk have’ ser barnet i stykket på bure med voksne hun-mennesker og han-mennesker. Barnet betragter de voksne i buret i forskellige situationer. For eksempel når de har meget travlt med at komme
på arbejde. Barnet prøver at gå ind i buret for at se, hvad der sker, når han siger til de voksne, at det er lørdag!
Det var vist nok os voksne, der lo højest, men overdrivelse fremmer forståelse, især for børn. Og det blev synligt, når far fik huen ned i øjnene, og hele familien faldt over hinanden, så børnene i salen skreg af grin.

Helst 100 stjerner
»Teaterstykket var vildt sjovt, men sådan er det ikke helt hjemme hos os. Mor tager i hvert fald ikke regnfrakken
forkert på,« lyder det fra anmelder Theodor Bergsagel på fem år – og storesøster er enig. »Jeg kunne slet ikke holde op med at grine. I stykket var der et barn, der havde en spray, som hun sprayede sin mor med, så hun blev sød og sagde, at hun måtte få slik hver dag. Hvor kan man købe sådan en spray? Den vil jeg helt sikkert spare op til,« siger Rebecca Bergsagel på otte.
Jeg giver stykket fire ud af seks stjerner, men det er børneanmeldernes ord, der gælder. »Det var lidt svært at finde ud af, hvem der var barnet, fordi de hele tiden skiftedes til at være barn. Men ellers var det godt. Og hvis man ikke må give 100 stjerner, så giver vi fem,« siger Rebecca.
Det eneste, jeg som voksen ærgrede mig over, var, at min mand ikke var med. For den her slags virkelighedsteater på den sjove måde er bedre end den dyreste parterapi.

Så giv mig dog min cykelhjelm
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder

Børnetilskuere er aldrig i tvivl om, at Teater Hund kan lide dem. Ikke fordi teaterhundene opfører sig specielt hensynsfuldt over for børnene eller specielt pædagogisk. Tværtimod, faktisk. De har det med at snuse til temmelig private ting mellem børn og deres voksne. Men Teater Hunds forestillinger skildrer altid, hvordan børnene er de fornuftige og betænksomme - og hvordan forældrene er de urimelige og selvoptagede. Og dén optik tiltaler selvfølgelig ungerne. Desuden er Teater Hund boblende fuld af godt humør. Særlig skolestarter-gruppen ved sjældent noget bedre end et godt grin, og det leverer Methe Bendix & Co. med sikkert bid. Ikke noget med morale, ikke noget med bedreviden. Til gengæld en masse indfald og jokes - og så også en metaleg med teaterformen, som disse børn fint fanger.

Husk nu!
Far, Mor og Børn - hver dag! er nemlig en karikatur over familiens dagligdag. Fra morgenmaden med råben og skrigen og husk nu! - til venten på, at mor har snakket færdig i telefon, og at alle mors veninder har været på uendelige snakkebesøg. Scoopét i denne forestilling er en opfindelse af en ’voksenologisk have’. Her er de voksne anbragt i bure, der mistænkeligt nok ligner helt almindelige hjem. Metatricket er, at skuespillerne sendes ind i burene, forklædt som børn. Tydeligvis ikke uden risiko. Men ungerne skriger af grin, fordi det er så tydeligt, at de voksne slet ikke får øje på barnet i ’buret’ - og fordi de voksne karikeres så præcist, mens overdrivelserne løber om kap i højeste revytempo.

Spis nu!
For Hund-performerne har en bramfri attack og en tungehalsende ensembledynamik. Anne Dalsgaards fysiske præcision er vidunderlig, når hun styrter af sted efter en cykelhjelm eller taler i tre telefoner, mens gummimimikken flår hendes ansigt fra hinanden. Birgitte Prins kan gå helt ind i sig selv af barnebenovenhed, men også folde sig ud som fnidretøs uden halsbånd. Og Troels Malling Thaarup bruger sin store krop til at skabe den komiske forsinkelse mellem de to vævre kvinder, som netop udløser latteranfald. Far, Mor og Børn er i familie med Teater Hunds sidste forestilling Tænk engang, hvor det var hjernens sære mekanisme, der var emnet. Instruktøren Methe Bendix videreudvikler tydeligvis sin egen stil med satire og følsomhed i uventet blanding. Men bag latteren er forestillingerne seriøse og vigtige billeder af børn, der bliver glemt. Børn, der bliver overset og forsømt, og hvis følelser aldrig får plads. Teater Hund siger det bare ikke på den moraliserende facon, men bruger humoren og det vilde kropssprog. Her smelter instruktionen flot sammen med en barok koreografi af Erik Pold og med en surrealistisk scenografi af Rebecca Arthy. Familiens dagligstue skabes nemlig et bord, der viser sig at være en forstørret pakke smør, og et skab, der egentlig er en liter mælk… Og med tre parykker og tre telefoner, så kører forestillingen i højeste gear. Netop fantasifuldheden omkring de dagligdags ting tænder tydeligvis ungerne, der samtidig inspireres til selv at lave teater med det, de nu engang har derhjemme. At de så ikke har en meddigtende lydkulisse af Jonas Vest, det må de leve med. For de har garanteret nogle selvtilstrækkelige voksne, der kunne have godt af et spejl. Sådan et spejl, der viser tænder.

Drønskæg satire

”Far, Mor og Børn – hver dag!” er en veldrejet, drønskæg satire over nutidsidealet, den perfekte familie. Noget, der er meget langt væk fra den virkelighed, som Teater Hund tegner af børnefamiliernes opkørte hverdag. Værst går det ud over børnene, som hovedrystende må leve med urimelige forældres tåbelige adfærd. Det bekræfter et stærkt underholdende besøg i Voksenologisk Have, hvor bur efter bur viser situationsspil fra familien Danmarks køkken. En stormønstret rædsel med mælkekarton og ost i monsterstørrelse, som ikke ligefrem indbyder til samtale. De voksne lytter alligevel heller ikke. De ved bedre, men er mest optaget af deres egne behov.
Far og mor kan godt omprogrammeres til at være kærlige, nærværende og ustressede, men ikke ret længe. Så fyger det igen med formålsløse formaninger og hysteriske morgenrutiner. Teater Hunds grinagtige, kropslige spillestil og kommenterende replikker er perfekt til emnet og går lige ind hos de 5 -12 årige.