Drømme om noget andet
Sæson 2017/2018
SAMME SCENOGRAFI, SAMME TEMA, SAMME DAG – som børneforestillingen Den Store Jagt på Lykken.
/Jyllandsposten
/ CPHCulture
/Kulturkongen
OM FORESTILLINGEN
Danmark er et drømmeland. Og hvad så? Hvad sker der, når vi har alt – hvad siger vi, hvad gør vi, hvad længes vi efter og drømmer om, når drømmen er gået i opfyldelse, og vi venter på, at noget bedre dukker op?
En tragikomisk musikalsk collage af hverdagsbilleder om at være lykkelig, men utilfreds.
SPILLEPERIODE 13. okt. – 4. nov. 2017
SPILLETIDER Tirs. – fre. kl. 20.00. Lør. & søn. kl. 17.00
VARIGHED 1 time og 30 min.
MEDVIRKENDE Mette K. Madsen, Karin Bang Heinemeier & Morten Brovn
IDE & ISCENESÆTTELSE Petrea Søe
MANUSKRIPT Julie Maj Jakobsen & Petrea Søe – i samarbejde med holdet
SCENOGRAFI & KOSTUMER Lisbeth Burian
PIANIST & MUSIKALSK ARRANGØR Niels Søren Hansen
LYSDESIGNER Raphael Solholm
LYDDESIGNER Emil Assing Høyer
SKRÆDDER Camilla Lind
PRODUKTIONSLEDER & REKVISITØR Anna-Sophia Noerbel
DRAMATURGISK KONSULENT Trine Wisbech
INSTRUKTØRASSISTENT Emilie Hyldborg Berg
AFVIKLER Martin Danielsen
PRODUCENT Kenneth Gall
PR Laila Skjerning
—————
ARTIST TALK OM LYKKE
Fredag d. 27. okt. 2017 kl. 18.15-19.15 kan man opleve en samtale om LYKKE. Samtalen er mellem Michael Birkjær (Center for lykkeforskning) og Petrea Søe (iscenesætter og kunstnerisk leder på Teater Hund & Co.) Michael Birkjær er analytiker ved ´The Happiness Research Institute´ og Petrea Søe har udviklet og iscenesat forestillingen DRØMME OM NOGET ANDET, der har LYKKE som omdrejningspunkt.
– Arrangementet er gratis og tilmelding er ikke nødvendigt.
Efter artist talk er der mulighed for at købe mad og drikke i caféen inden aftenens forestilling DRØMME OM NOGET ANDET.
—————–
Begge lykkeforestillinger er støttet af: Københavns Kommune, A.P.Møller Fonden, Beckett-Fonden, Bispebjerg Lokaludvalg og Bikubenfonden.
ENSOM MIDT I LIVET
Enkelt og stærkt virkende portræt af hverdagens danskere
– Flot debut til nyt lille teater i København.
Hovedstaden har fået et nyt lille teater. Beliggende i det lidt berygtede nordvestkvarter, der ellers ikke er kendt for at døje med kultur. Men nu spilles der for både børn og voksne – endda i samme dekoration, to forestillinger om lykke. Smart. Den for voksne er konstrueret som en stribe billeder af hverdagsdanskerne. Små, skarpe portrætter: Den grædende kvinde hos psykologen, politimanden og hans kæreste, det unge par, der venter på flyttebilen, misbrugeren på jagt efter stoffer, politikeren efter stemmer. Sært nok er det voldsomt dragende at se på. En frysende ensomhed midt i livet; hver enkelt scene kogt ned, som oftest pointeløs, bare et udsnit af dagligdagen. På gaden, i stuen, soveværelset, plejehjemmet, hvor mennesker lever – scenografien favner elegant det hele. Undervejs indlagte sange fra popkataloget, nyfortolkede lige så lavmælt som resten af forestillingen, tilsat nænsomt klaver.
Morten Brovn, Mette K. Madsen og Karin Bang Heinemeier er suveræne på scenen, ligesom Petrea Søes bevidst lakoniske iscenesættelse får stilheden til at tale lige så stærkt som dramatikeren Julie Maj Jacobsens enkle og virkelighedsaflyttede ord. En flot voksendebut. Send forestillingen på turné. Det fortjener både den og publikum.
FORUROLIGENDE STEMNINGSFYLDT KRISE
Hermed en kroning af byens nye hund på scenen: Teater Hund & Co.
Lydsiden er første vers, der må besynges, sammen med mørket mellem hver af de 20 scener, vi får. Det føles langt, for der er varmt, men heldigvis skrider det hele tiden fremad med suspense til, hvordan det nu skal udvikle sig. Selvom der er mange roller i spil - imponerende! - krydser de veje på gaden, i psykologens venteværelse, supermarkedets selvbetjening og ved toilettets gammeldags håndtørrer. Det er som at tisse i eget tøj, for udenfor rusker den råkolde scenografi i situationer, hvor mennesker mest af alt ser sig selv - og måske/måske ikke får øje for, at de er fælles om nedturene, i samme pissø!
Der er ikke meget opløftende at skimte, men i stedet serveres ørerne skønne trestemmige nyversioner af dansksproget popmusik.
Kan kun tage kronen af for utallige rolle- og kostumeskift, når det hele spiller så lækkert uden store armbevægelser.
ØM OG RØRENDE TRAGIKOMIK
”Drømme om noget andet” er en fin og rørende forestilling, der viser en række forskellige menneskers triste og eller kedelige skæbne på en øm og gribende måde. Vi møder personerne midt i deres desperation og fortabthed og lærer dem at kende gennem små, uafhængige scener og en række alternative og meget sårbare udgaver af kendte danske sange. Den enorme tristhed og apatiske stemning, stykket bærer præg af, er meget hjerteskærende og bliver kun mere rørende af, at det til tider på en eller anden måde også bliver meget humoristisk, så man sidder og griner midt i alt det tragiske. I længden følte jeg, det blev en smule ensformigt og det var næsten ikke til at bære at det bare blev ved med at være så trist som stykket skred frem, men man fik også – især i kraft af sangene – nogle øjeblikke af varme og ømhed, der opløftede den ellers næsten depressive tilstand, stykket stilstand og temaer vakte i en.