JUL MED DYR

Først var det: ”Af med skoene alle mand”. Siden skulle gammel og stiv som ung og adræt op ad den stejle hønsestige, som førte op til “loftet”.

Dette var på forunderlig og vidunderlig vis forvandlet til en mosblød skovbund og en dyster, sort skov, og da alle var vel anbragt i skovbunden, fik vi udleveret en ekspeditionsbog, som fra først til sidst fulgte os stykket igennem.

I skoven mødte vi så søde, store, rare og naive Bjørn, som i bedste, ukritiske storforbrugerfeststil kun havde øje for alt det, han kunne ønske sig til jul af elektroniske ”vidundere”. Og det var bestemt ikke småting, der kom på ønskesedlen. Kun farverne på de ønskede genstande voldte ham lidt hovedbrud.

Ulv var ene og alene kun optaget af sig selv og af at lære forskellige hotte dansetrin, godt inspireret af videoer lagt ud på youtube.

Egern, derimod, var som den eneste af de tre venner, ekstrem velorienteret og miljøbevidst, og gentagne gange prøvede han at nå igennem til de to andre med sit budskab, som var såvel nedslående som katastrofalt for alt dyreliv i skoven.
Dog uden held de første gange. Der skulle mere dramatik til, før Bjørn og Ulv fik øjnene op for, hvad fremtiden ville bringe.

Jo, historien ender godt – heldigvis - , men der er ikke meget jul over den, hvis man forventer en traditionel julehistorien med nisser, julesne, glimmer, glitter, ho-ho m.m.
Det er forurening, økologi, fælles fodslag og forbrugerbevidsthed, der er på programmet – temaer, som når ud til os voksne, men – tror jeg – går fint hen over hovedet på de små mennesker.

Adspurgt, fortalte min lille ledsager på 9 år, at han syntes godt om det dramatiske indslag, da naboen ringede og rasede over svineriet fra deres vaskemaskine. Forurening var slet ikke hans bevidsthed – og det er fair nok, synes jeg.

Lad dog børn være børn uden ansvar og stillingstagen, men lad os voksne tage det vigtige og alvorlige ansvar på vores skuldre, så vi ikke blot kan være og handle forbilledligt for vores efterkommere, men også efterlade dem en jord, hvor liv kan trives for alt levende.

Måske skulle Teater Hund & Co. skrive, at denne forestilling er for voksne - inden der går forbrugergaverace i den - sammen med deres børn, for sådan oplevede jeg den.
Væsentlig og særdeles vigtig forestilling. Som ekstra bonus tillige sød, morsom og særdeles velspillet.

Spiller på Teater Får 302 frem til 22.december.

Teater Hund gør (det) igen. De er tilbage i byen med en alvorlig og morsom dyreforestilling for børn.

Det er befriende at årets juleforestillinger for det meste kredser omkring den store begivenhed uden at svælge i nissehuer og risengrød. På Teater Får 302 har Teater Hund & Co. taget fat i modsætningsforholdet forbrugsrus versus klimakriseangst.

Skoene af i Hundehuset
Teater Hund & Co. er flyttet ned til Teater Får 302 i Toldbogade lige ved julepyntede Nyhavn. Det er nemt at besøge teatret med bus 166 fra Hovedbanegården, Metro til Kgs. Nytorv eller sejlende med Havnefærgen til Nyhavn. I den hyggelige foyer nede i kælderen får vi besked på at tage skoene af og gå op i teatersalen som ikke er større end stuen i en lejlighed. Men småt kan sagtens være godt, både scene og podie er indrettet så alle fint kan se og høre.

Ekspeditionsbogen
Handlingen foregår ude i skoven hos de tre venner, Bjørn, Ulv og Egern, som hver især er optaget af noget meget vigtigt: De spændende ting man kan købe på internettet, de nyeste dansemoves på youtube og alt det vi kan gøre for at redde vores stakkels jordklode fra ødelæggelse. Vi får alle udleveret en ekspeditionsbog til låns, den skal guide os på turen gennem skoven. Når vi hører den lille klokke, fint timet med et sceneskift, vender vi en side i bogen.

Pindsvin bruger hårtørrer
Bjørn finder en ismaskine på nettet og bestiller den i rød. Ulv danser rundt og får Bjørn med på at lave en joke med Egern, som har så travlt med at samle det affald op alle andre smider i skoven. Egern er snusfornuftig og kan hænge i en gren med hovedet nedad mens han læser om de skræmmende klimaødelæggelser i avisen. At tænke sig: pindsvinenes hårtørrere bruger ufattelig meget strøm og nu vil bæverne have svimmingpools! Det svarer til et forbrug af 20,000 træer på bare en uge. Så avisbelæste er Bjørn og Ulv langt fra, de ved for eksempel ikke at det er bierne, der laver den honning, som de spiser.

Vi er bange men vi er sammen
Det er hårdt at være miljøforkæmper når ens venner bare er selvoptagede, Egern giver op og går alene ud i den store skov. Anne Dalsgaard, René Benjamin Hansen og Morten Brown lykkes med at trække konflikten op mellem ubekymrede og lalleglade Bjørn og Ulv i forhold til hysteriske Egern. Så skarpt at publikum, i hvertfald os voksne, kan se en flig af os selv i skuespillet. Dog når krisen er værst, finder vi sammen styrken i os og glæden ved livet. Og der skal nok blive plads til en lille fest.

MILJØRIGTIGT OG MUNTERT FABELTEATER.
’Jul med dyr' – en øko-thriller om store katastrofer og større hjerter' er en sjov julekomedie med masser af overraskelser. For hvem vidste lige, at bjørnen ude i skoven mest af alt ønsker sig en slikautomat i julegave?
Man kan blive ganske klog af at læse fabler – altså fortællinger, hvor dyr opfører sig akkurat lige så lumpent eller kærligt som mennesker.

Det er dette greb, som Teater Hund & Co. nu anvender i sin juleforestilling ’Jul med dyr’. Her er det fortællingen om tre dyr i en skov, der glæder sig til juleaften. Det vil sige: Bjørn sidder med sin iPad og tjekker gaver på nettet, og Ulv øver sig i danse fra YouTube på mobiltelefonen. For så er det, at Egern advarer dem om, at forbrugsfesten får konsekvenser for skoven…
Det er ganske sjovt tænkt af dramatikeren Methe Bendix. Her går eventyr og juleforventning hånd i hånd med miljøbekymring. ’En øko-thriller om store katastrofer og større hjerter’ kalder Teater Hund forestillingen, der ganske rigtigt prøver at sætte den globale miljøtrussel i et nært perspektiv.

PELSHÅR OG GRANKVISTE
Imponerende nok undgår forestillingen at blive belærende eller missionerende. Ungerne kan umiddelbart identificere sig med spændingen om at få den helt rigtige julegave, så der opstår en fin balance mellem bekymringen for træerne, der skal fældes, og forventningen til julens gaveregn.
Egentlig begynder forestillingen som en bog. Hver tilskuer bliver nemlig sat i ’græsset’ på tæppeklædte podier med en billedbog i hånden. I bogen er der glimt fra skoven – med lækre grafikbilleder og opfindsomme følesider med pelshår og grankviste. Hver gang en klokke klinger, skal man bladre videre, og det gør børnene og deres voksne med glæde.
Undervejs bliver der dog lovlig langt fra bogens univers op til scenens, og ret beset er bogen næppe nødvendig for teateroplevelsen. Replikkerne på scenen har dog den stædighed, som de yngste skolebørn sætter pris på at høre, og teksten er i det hele taget en glimrende, klassisk historie om et kammeratskab, der bliver problematisk, hvorefter alt bliver løst til sidst.
Teksten bliver bare tungere og tungere, ikke mindst fordi der inddrages oplæsninger af dommedagsartikler fra dyreavisen ’Skovnyt’.
At denne papiravis bliver uddelt i skoven, er bare et af de skøre fabelpåfund undervejs.

ULVEDANS
Skuespillerdyrene er skønne. Anne Dalsgaard sætter hofterne i gang som den dansesyge Ulv – og straks har hun alle de danseglade unger med sig. Hun karikerer sine armbevægelser helt vildt, som om hun var dansepige til en koncert eller et tv-show. Hun vrider sig i grimasser, og ungerne griner.
René Benjamin Hansen tager kegler som Bjørn. Han lunter fredsommeligt af sted med sin ipad på evig jagt efter nye maskiner. Slikmaskinen er hans favorit – han vil helst have den i rød – og hans ansigt lyser af glæde, når han studerer dens detaljer på skærmen.
Ungerne identificerer sig med ham på stedet: Han vil jo ikke gøre miljøet noget. Han kan bare godt lide slik! Og så er han så dejlig grundig, når han leder efter noget til sin ønskeseddel.

DROP REGLERNE
Morten Brovn har rollen som det miljøaktivistiske Egern, der forsøger at råbe de andre op. Han krummer sig fint sammen som med egernhalen strittende, mens han ser ængsteligt omkring sig, og han har en god vrede i sig, når han opdager, hvor ansvarsløse de andre er.
Da han læser i avisen, at bæverne vil have opvarmede swimmingpools, går han i aktion: Så bliver der indkaldt til klimatopmøde i skoven. Men som Bjørn klogt advarer: ’Hvis det er noget med problemer og regler og forbudte ting, så kommer der altså ikke nogen’.

FRA GRÆS TIL TRAPPE
Ærgerligt nok har iscenesættelsen ikke helt så mange idéer som teksten. Teater Hunds udtryk virker også ret begrænset af Får 302’s lillebitte scene. Publikum går nu godt nok direkte op fra kælderfoyeren ad en trappe til scenerummet, og i salen sidder ungerne på de grønklædte bænke, der fungerer som en slags lysning i skoven. Men iscenesættelsen har valgt at lade skuespillerne løbe ud i trappeopgangen, hver gang de bliver skændes. Det bliver et sært renderi.
Scenografien af Jacob Langaa-Sennek er ellers en ret opfindsom indretning af det lille scenerum. Her er i hvert fald stiliserede træstammer med grene, som Egern kan hænge i. Når han klatrer op og hægter sig fast i knæhaserne, mens han filosoferer over miljøet med hovedet nedad, bliver ungerne begejstrede: her er en tænkestilling, som de kender fra sig selv på legepladsen.
Samtidig har Brian Larsen lavet et lyddesign, så skoven både summer af bier og stormer af vindstød. Og så er kostumerne akkurat lige så fjollede, som ungerne kender det fra fastelavn: heldragter med hætte i den rigtige dyrefarve og en lynlås foran. Sådan!
Heldigvis er denne naive tilgang til skoven og dyrene med til at give forestillingen et legende præg, som løfter symbolikken – og spreder munterhed i miniafspejlingen af virkelighedens klimadebat. Desværre går forestillingen i tomgang undervejs. Måske fordi grundgrebet med dyrene er bedre end selve plottet. Det ændrer dog ikke ved, at forestillingen er både sjov og kærlig – og fyldt med overraskende symbolik. Som for eksempel denne her julekærlige definition:
’Hvad er en skov? Det er mange træer, der står sammen’.

Af: Anne Middelboe Christensen